mandag, december 18, 2017

Steffano Bollani Trio: Mediterraneo Jazz at Berlin Philharmonic VIII (ACT) CD/DL/stream

Det er næppe nogen større nyhed, at italienske Stefano Bollani er at regne blandt de største europæiske pianister de sidste 10-15 år. Herhjemme har vi været så heldige at han ofte har optrådt med Jesper Bodilsen og Morten Lund. Han har også lavet nogle gode plader sammen med dem. Ved siden af det er han også en showmand, der både har lavet TV-shows og spillet med klassiske orkestre. 

På denne udgivelse blandes alle disse elementer. Det lidt pudsige er, at pladen udgives af ACT og ikke af ECM, som han ellers tidligere har udgivet sine plader på. Pladen er en del af ACT's serie Jazz at Berlin Philharmonic. Sammen med Bodilsen, Lund, Vincent Peirani på accordion og Berliner Philharmonikerne spiller Bollani 10 italienske komponsitioner. Filmmusik af Nino Rota og Ennio Morricone, herunder de gamle "hits" Amarcord og The Good, The Bad & The Ugly. Desuden spilles der musik af Monteverdi, Puccini og Rossini. Udgivelsen er en festlig udgivelse, der er med til at udstille Italiensk musikhistorie på en god måde. Misundelig på dem, der var til stede i salen og oplevede koncerten er en lille bitter bonus. At det i øvrigt er arrangeret og dirigeret af nordmanden Geir Lysne tilføjer både kompleksitet og humor. Han har sans for de frække detaljer, som latinmellemstykket i The Good, The Bad & The Ugly er et eksempel på.

Ingen kommentarer: