fredag, december 23, 2016

AllanLauridsenGroup: Jazzmeditation (KarmaClubRecords)

Trommeslageren Allan Lauridsen har tidligere udsendt et par plader under navnet Allan Lauridsen Group. Det ligger helt tilbage i 1998 og 2001. Nu er tiden atter blevet moden til et album. Han omgiver sig med Rune Funch på guitar, Bastian Sjelberg på bas og William Larsson på Rhodes og keyboard. Musikken er ikke umiddelbart let at kategorisere. Og det er et plus. Allan Lauridsen supplerer sit trommespil med samples, hvilket sætter sit præg på numrene. Her er både snak, sirener og andre reallyde flettet ind i musikken. 

Tilbage i 00’erne var Allan Lauridsen trommeslager for den succesfulde popduo Junior Senior. Efter at han var blevet uddannet fra Berklee College of Music var han i en periode på toppen af poppen. Han gik efterfølgende ned med stress og angst. Denne plade er en del af Allan Lauridsens bearbejdning af den svære periode. Han forsøger at fortælle sin historie gennem musikken. Han benytter sig af en collagelignende opbygning af musikken. Stemninger og grooves afløser hinanden. Det er jazz, fusion, electronica og rock i et fint mix.

Han har selv nævnt de to meget forskellige plader, Matthew Halsall’s Fletcher Moss Park fra 2012 og Talk Talk’s Spirit of eden fra 1988 som store inspirationskilder. Min favorit på pladen er Rectify. Den præsenteres i to forskellige udgaver, en hypnotisk skramlet liveversion og en mere friseret studieversion.

Ingen kommentarer: