torsdag, september 24, 2015

Aarhus Jazz Orchestra & Lars Møller: ReWrite of Spring feat. Dave Liebman and Marilyn Mazur (Dacapo)

Lige nu er jeg tilbøjelig til at kalde Aarhus Jazz Orchestra og Lars Møllers nye udspil for det væsentligste danske big band album siden Palle Mikkelborg og Miles Davis' Aura fra 1989. Det er store ord. Men det er også stor musik. Lars Møller har taget udgangspunkt i den russiske komponist Stravinskijs hovedværk Forårsofferet eller Le sacre du printemps som vi nok bedst kender den som. Møller har valgt at kalde den ReWrite of spring efter den engelske titel Rite of spring. 

Lars Møller har været kunstnerisk leder af Aarhus Jazz Orchestra siden 2011 og med dette første større værk skabt til big bandet, vælger han også at tage sin afsked for at søge nye udfordringer. Det er ikke fordi han render fra pladsen, det handler mere om at han er et kunstnerisk menneske der er i konstant udvikling. Med ReWrite of spring afslutter han noget stort og musikalsk voldsomt interessant.

Lars Møller har hentet sin gamle saxofonlærer Dave Liebman fra USA ind i projektet. Han er sammen med en anden tidligere Miles Davis-musiker, percussionisten Marilyn Mazur de to gæstestjerner på albummet, hvor Liebman dog er den største. Han får lov til at fylde og det er en styrke for Liebman når han får lov til det. Han udfylder til fulde sin rolle og skinner som en nypoleret saxofon i måneskin. 

Albummet er i to dele eller to CD’er. En studieversion og en liveversion. Her bliver jeg nødt til at kippe ekstra meget med jubelflaget for liverversionen. Den er indspillet på Jazzhouse for 2 år siden. Liebman er lige landet i København. På grund af dødsfald og begravelse i familien er han kommet senere afsted. Derfor har der ikke været tid til at øve med Aarhus Jazz Orchestra inden koncerten - kun en kort lydprøve. Det som Liebman leverer sammen med det hypervelspillende big band er imponerende flot. Det er fyldt med spontanitet - som Liebman primært står for, mens AJO sikrer et sjældent hørt musikalsk backup. Mazurs idérige percussionspil er sammen med Morten Lunds trommer og Morten Ramsbøls bas den sikre rytmebund. Thor Madsen tager på nogle vilde guitarekskursioner undervejs, flere gang i samspil med Liebman. Blæserne spiller op til deres bedste og sikrer med dirigenten Lars Møllers hjælp, at ReWrite of Spring er en meget anbefalelseværdig plade. Pladen indeholder desuden nogle formidable linernotes skrevet Politikens anmelder Christian Munch Hansen.

Ingen kommentarer: