onsdag, august 19, 2015

Lippert/West: Nocturne (Calibrated)

Jeg har stor sympati for dette projekt. Som gammel fan af nu jazzen, der hærgede for over 10 år siden, er det en fornøjelse med nogen der forsøger at relatere sig til genren i dag. Men kan man opdatere noget så outdated som nu jazzen? Tjooh…det kan man vel? Lippert/West forsøger i hvert fald. Der er ikke så mange klangflader som man er forvænt med i nu jazzen. Der er til gengæld en bastant stortromme som gennemgående bund på projektet. Det er akilleshælen på dette album. På den ene side er det fedt med noget subwooferkræs. På den anden side er det blevet en gumpetung omgang, der vakler ubehjælpeligt afsted.

Jan Lippert på guitar og keyboards og Henrik West på bas og electronics samarbejder med Rumpistol, Anna Lidell og Frank Hasselstrøm, der har remixet numrene på pladen. Her er samarbejdet med Rumpistol det mest vellykkede. Hans remix af Noir er klart pladens bedste spor. Det bulnede, knasende og skæve tag på nummeret er boblende skønt. Der er enkelte andre lyspunkter, som f.eks. Urbano Beat med Anna Lidell. Overordnet efterlader pladen dog et indtryk af noget der ikke helt er lykkedes. Umiddelbart er det som om de ikke kan styre deres beats. Det løber løbsk for dem i programmeringen - de er alt for imponerede over alle mulighederne og glemmer sig selv som kunstnere i det hele.

Ingen kommentarer: