tirsdag, april 28, 2015

Tom Trio: Radical Moves (For Tune)

Det er to og et halvt år siden, at vi sidst hørte fra Tom Trio på plade. Dengang udkom debutpladen med den polske trompetist Tomasz Dabrowski og de to danskere Nils Davidsen på bas og Anders Mogensen på trommer. Musikken på det nye album byder på et intenst triospil, hvor jeg atter falder på røven over Anders Mogensens viltre og dynamiske trommespil. Han spænder et mangefacetteret tæppe, et bølgende vitalt hav ud under Tomasz Dabrowskis trompet. Det er heftigt. Det er herligt jazzet som jazz kun kan lyde anno 2015. 

Tomasz Dabrowski spiller et sammenhængende og melodisk flydende spil på trompeten. Hans tone er ren og klar. Der fornemmes ingen tvivl, men en skarphed og præcision. Nils Davidsen indtager atter rollen på bassen som manden der sikrer sammenhængen og forløbet. Radical Moves er måske ikke radikal i genresprængende forstand. Den er til gengæld radikal i musikalsk kvalitet.

Ingen kommentarer: