tirsdag, august 19, 2014

The Bureau of Atomic Tourism: Spinning Jenny (Rat Records) >> The Bureau of Atomic Tourism: Arco Idaho (Rat Records) LP >> The Bureau of Atomic Tourism: Scintigraphy (Rat Records) LP

Bandet med det forrygende navn The Bureau of Atomic Tourism ledes af den belgiske trommeslager Teun Verbruggen. På disse tre udgivelser i forbilledligt smukke indpakninger præsenteres vi for free jazz i international topklasse.  Sekstetten har kun eksisteret siden 2011, hvor de blev dannet i forbindelse med festivalen Follow The Sound i den belgiske by Antwerpen. Med Andrew d’Angelo (sax og basklarinet), Nate Wooley (trompet) og Trevor Dunn (bas) har sekstetten tre stærke og fremtrædende repræsentanter fra Brooklyn’s avant-scene. Den franske guitarist Marc Ducret, som vi ofte har hørt i Danmark er sammen med den belgisk fødte - men i Frankrig bosatte - Jozef Dumoulin på Fender Rhodes, de sidste medlemmer. 

Der arbejdes med en åben og fordomsfri tilgang til freejazzen. Teun Verbruggen inkoorporerer legetøj og elektronik i musikken. Det er med til at løfte den bredt ud. 
Det er mildest talt imponerende hvad Verbruggen har nået med sekstetten. De to LP’er er med udvalgt musik fra debutCD’en Second Law of Thermodynamics. Det er to selvstændige og meget flotte vinyl-produktioner. Den ene Scintigraphy er kommet i et oplag på 250 eksemplarer og er med et coverbillede lavet af den belgiske kunstner Pierre Alechinsky. Den anden Arco Idaho er kommet i 500 eksemplarer. Musikken er kompromisløs. Der er elementer af elektriske Miles Davis - hvilket Nate Wooley ikke er uden skyld. Der er hints til No Wave, med heftige abrupte breaks. Der er elektronisk støj. Det er improviseret og støjende jazz.

Styrken ved Teun Verbruggens The Bureau of ATomic Tourism er den bredde, de repræsenterer. Det er afvekslende og fantasifuldt. Det står ikke stille og dvæler ved en enkelt god idé. Der er fart på og idéerne står i kø.

CD-udgivelsen Spinning Jenny er en koncertoptagelse fra april 2013. Her spiller de musik af både Ducret (3 numre), d’Angelo, Dumoulin og Wooley. Jasper Stadhouders er med på bas i stedet for Dunn. Har man indtaget rigelige mængder af Miles Davis’ elektriske musik fra 70’erne er man klædt på til denne opdaterede udgave. Det er mindre funky - der fornemmes alligevel et groove. Det er meget afvekslende og skiftende i stemninger. 

Ingen kommentarer: