fredag, juli 11, 2014

Marius Neset & Trondheim Jazz Orchestra: Lion (ACT)

Siden Marius Neset dukkede op på jazzscenerne for 10 år siden, hvor han vandt Ung Jazz konkurrencen sammen med Jazzkamikaze har hans karriere ikke stået stille. Først var det Danmark der fik fornøjelsen af den norske saxofonist, der gik på Det Rytmiske Musikkonservatorium, siden var det Europa. Neset gik på konservatoriet i den periode, hvor englænderen Django Bates var professor. Siden fik han Bates med i sit eget band på pladen Golden Xplosion fra 2011. På samme tidspunkt begyndte Neset at samarbejde med Trondheim Jazz Orchestra. TJO har tidligere arbejdet sammen med Chick Corea, Pat Metheny, Joshua Redman og en lang række nordmænd. TJO har 11 medlemmer, heriblandt en enkelt dansker, Peter Fuglsang. Med 7 blæsere, accordion og en rytmegruppe er TJO som skabt til Nesets musik. 

Marius Neset er sjældent stillestående. Det er heftigt lige fra starten. Han fornemmer og sanser den eksplosive udadvendte jazz. Bassisten Petter Eldh er trukket frem i en central rolle. På den måde går der en lige linje tilbage til bandet People Are Machines som de spillede sammen i. Eldh sætter ild i TJO på et nummer som Weight of the world. Det er kompleks musik, der som oftest lever i de hurtige breaks. Neset falder også til ro ind i mellem. På nummeret Raining viser Neset fornemme evner som arrangør ud i et nuanceret nummer med både blæsere og accordion i centrale roller. Lion er et flot album med en musiker der er godt på vej ud i verden. I denne weekend spiller han f.eks. med TJO på North Sea Jazz Festival i Holland.

Ingen kommentarer: