tirsdag, juli 01, 2014

Doktor Doktor: NytLåntGammeltBlåt (Target) LP

Håndspillet old school hip hop på dansk med blæsere. Hvis de ni ord er nok for dig. Så ved du hvad jeg snakker om. Det er jazzet hip hop med tekster om Nørrebohémer - både de unge og de gamle. Dem med blå Kings og ham der flyttede til nordvest, da det blev for dyrt. Det er historier fra København. Fra en ung mand, der er kommet på afstand af den første ungdom - og alt for gammel til at bruge ord som nice. Det er rapperen Mads Glendorf der er i front. Glendorf er hurtig og hyggelig. Han passer så godt sammen med den håndspillede musik fra et band, der hviler på en base af soul, funk og jazz. Bandet består af en række unge musikere, David Dyrholm (keyboards), Jakob Baggesen (saxofon),Tim Ewé (trompet), Aske Grieger (bas), Simon Hansen (guitar) og Janus M.G. Camara (trommer), der spiller tilbagelænet tight. De har sansen for jazzet funk. Men hvorfor skal de ikke krediteres på pladecoveret?

De småjazzede indslag og soli giver LP’en en levende og organisk kant. Der er det “gamle” hit Da Diddy var Daddy fra EP’en der udkom for et par år siden. Der er nummeret Meyerheim, hvor DJ Noize smider lidt scratch på nummeret. Der er titelnummeret NytLåntGammeltBlåt, hvor skønne Ayoe Angelica føjer feminin ynde til det ellers drengerøvsprægede univers. Doktor Doktor er et meget velkomment og tiltrængt indslag på den danske jazzscene. Der er strejf af MC Einar og gammel funk. Der er fest og farver. Tak for det!

Ingen kommentarer: