fredag, august 03, 2012

Richard Andersson: UDU (Blackout)

Det er bassisten Richard Anderssons andet album i år og debutalbummet kom for kun to år siden. Fælles for de tre albums er, at de har taget farve efter den saxofonist der har medvirket. På de to første var det henholdsvis Tony Malaby og Bill McHenry, begge fra USA. Denne gang er det danske Jesper Zeuthen der sammen med trompetisten Kasper Tranberg gennemfarver Richard Anderssons musik. 
Kvartetten UDU der også inkluderer trommeslageren Peter Bruun har eksisteret i nogle år. De spiller udelukkende Richard Anderssons musik. Musikken er tydeligvis skrevet med de medvirkende i tankerne.
Samarbejdet mellem Tranberg og Zeuthen er unikt. De spiller også sammen i Jesper Zeuthen's Plus, hvor der også er en plade på vej. Zeuthens viltre og selvstændige saxtone er i selskab med Tranbergs sikre trompet et møde mellem ligemænd. De spiller med lige dele personlighed, jazzhistorie og ustyrlig freejazzeri. Trommeslageren Peter Bruun og Andersson har på nummeret Er dine kartofler nye og friske? en forrygende duointro i et bølgende kaos. Det er meget betegnende for resten af albummet. Richard Anderssons UDU er et af den slags albums, som jazzconnoisseurs elsker. Det er ikke freejazz i sin yderste opløsning. Der er struktur og genkendelige former men vildskaben lurer hele tiden nede i tonerne.
blackoutmusic.dk

Ingen kommentarer: