lørdag, august 25, 2012

Quarterpounder: Becoming (Gateway) LP

Hvor er de unge basunister? Der er ikke mange unge danske musikere der vælger at spille på trombone eller trækbasun. I forvejen er der ikke mange der vælger at spille på et blæserinstrument - træ eller messing. Her er trombonen i høj grad blandt de pressede instrumenter. Derfor er det en ekstra fornøjelse, at lægge ører til en ny ung trombonist Petter Hängsel - der…nå, ja kommer fra Sverige, hvor der findes helt andre blæsertraditioner. Han har dog været en tur omkring det rytmiske konservatorium i København. 

Sammen med saxofonisten Anders Bast danner han fronten i kvartetten Quarterpounder. Den ledes af bassisten Mathias Wedeken, der har skrevet al musikken. Wedeken har ved fravælgelsen af akkordinstrumenter fået et mere åbent landskab, hvor der opstår masser af plads til netop bassen, som man kender det fra Dave Holland eller Phronesis-bassisten Jasper Høibye.

Kvartetten er dynamisk spillende med en veloplagt Rasmus Lund ved trommerne. Grooves og soli hænger konstant i luften. Det føles aldrig rodet. Musikerne finder hinanden og Wedekens fine kompositioner holder til mange gennemlytninger. Quarterpounder har lavet et vedkommende album, der kun udkommer som download og vinyl. De har en ung, frisk, ukunstlet og tiltalende fremtræden. 

Ingen kommentarer: