mandag, februar 13, 2012

George Garzone & Frank Tiberi: Audacity (Stunt)

Det er den fjerde plade med George Garzone der kommer på et dansk pladeselskab indenfor 4 år. Tre af dem er kommet på Stunt mens den fjerde kom i 2010 på Your Favourite Records. Den var med Rasmus Ehlers på pianoet, Jonas Westergaard på bassen og Jakob Høyer på trommerne. De tre musikere som Garzone gennem mange år har spillet sammen med på Copenhagen Jazz festival. Det er de samme musikere der går igen på denne udgivelse men med tilføjelsen af Garzones ven Frank Tiberi, der ligeledes spiller på tenorsax samt sopransax. Frank Tiberi var i mange år medlem af Woody Hermans orkester og har været lærer for Garzone. Garzone's egne undervisningsmeritter er i øvrigt legendariske.
Pladen er indspillet sidste sommer i studiet efter, at de havde spillet nogle koncerter sammen i det københavnske under jazzfestivalen. Pladens ni numre er begået Ehlers med fire stk. og en hver fra Garzone og Tiberi samt 3 standards. Det fornemmes at de er i studiet. De lader ikke en saxsolo tage uhæmmet over. De er blevet enige om, hvor langt det skal løbe. Det er utvetydig fornøjelse at høre de to saxofonister hygge sig med hinanden, udfordre hinanden men aldrig hyle op og blære sig. Det er ganske enkelt ikke nødvendigt. Det indbyrdes kendskab er en styrke.
Den danske trio er i topform og Rasmus Ehlers formår endnu en gang ved pianoet, at imponere med stort overskud og koncentration. Garzone og danskerne er nok sammen igen denne sommer på Copenhagen Jazz Festival. Jeg er klar.

Ingen kommentarer: