torsdag, januar 05, 2012

Morten Musik: Live med Lille Morten og Stjernerne (Jaevn)

Dansk børnejazz befinder sig i en guldalder lige nu. Den har sin egen klub (lobby?) Den har endda fået sin egen kategori ved jazzens Danish Music Awards. Flere jazzmusikere har en sidegesjæft ved siden af "voksenjazzen" med at lave børnejazz. Cathrine Legardh har i flere år haft Nullernix. Dalia Faitelson, Makiko Hirabayashi og Ayi Solomon har Sidegaden og sådan har adskillige andre jazzmusikere både en børne og voksen-karriere.

Sangeren Morten Mosgaard lavede i 2010 et voksenjazz-album der med rette kunne få titlen "Årets mest oversete jazzgenialitet". Jeg overså den ikke og kårede den som et af årets albums. Når Mosgaard så laver et børnealbum må jeg i min venten på den næste voksengenialitet fra Mosgaard så kaste mig over det album istedet. Mosgaard har i flere år lavet børnejazz. Det aktuelle album kan bruges som appetivækker og døråbner til at få nogle jobs. Derfor har han klogeligt valgt at udgive et livealbum, hvor han i selskab med Martin Granum, Michael Andersen, Jens Ulrich Madsen og Ole Skou spiller 9 numre af Mosgaard. Det er bla. Goddag-reggae, Dyre-jazz og Efterårstango. Martin Granums Den lille abe er også med, den blev kåret som årets børnesang i 2009.


Det er en levende koncert vi får lov til at høre. En stor del af showet handler om at involvere børnene. Mosgaard formår uden problemer at holde et passende tempo for børn. Han møder dem i øjenhøjde. Selv om man ikke kan se Morten og musikerne, hvilket givetvis også er en del af oplevelsen, så er jeg ganske godt underholdt. Ret hurtigt finder jeg mig selv i godt humør gå og nynne med. Så har Morten da nået et fint mål. Han underholder og skaber god stemning ved hjælp af nogle gode simple børnesange.
www.mortenmusik.dk

Ingen kommentarer: