torsdag, december 20, 2012

Claus Waidtløw Quartet: Flavours (Gateway)


Det er Claus Waidtløws tredje album i eget navn siden 1996, det forrige kom i 2005 og han har holdt fast i de samme musikere fra den plade. Henrik Gunde på piano, Kaspar Vadsholt på bas og Morten Lund på trommer leverer en yderst veloplagt backing til en af Danmarks ypperste udi kunsten at spille saxofon. Claus Waidtløw har en afklaret ro over sit spil. Tonen er afrundet og fyldig som et godt glas whiskey, der nydes når der er faldet ro på huset. Han spiller både sopran-, alt- og tenorsax. Det er bl.a. de evner man nyder godt af i Aarhus Jazz Orchestra, hvor Waidtløw i adskillige år har været fast medlem.

Jeg oplevede Waidtløw ved siden af Joe Lovano i forbindelse med Summer Session på Vallekilde i år. Waidtløw er stilistisk ikke langt fra den amerikanske saxofon-maestro. Der er noget ur-Coltrane i dem begge. På Flavours har Waidtløw skrevet de ni numre, der byder på melodisk afvekslende materiale. Claus Waidtløw slår ikke store slag i bolledejen. Han holder sig i stedet til, at være en dansk saxofonist i særklasse. Der er flere gode grunde til at købe denne plade. Morten Lund spiller med et sikkert og ubundet overskud. Der hersker en god stemning i musikken. Det fornemmes at det er fire musikere der nyder at spille sammen. De kender hinanden godt og får de bedste sider frem. Prøv f.eks. at hør Henrik Gunde på balladen Silent company eller Lunds whiskers-spil på Sightseeing. Alt i alt en meget anbefalelsesværdig plade.

mandag, december 17, 2012

Årets bedste danske jazzalbums 2012

foto: iamoliviao.blogspot.com

I løbet af 2012, det niende leveår for bloggen Jazznyt har jeg hørt og anmeldt næsten 200 nye jazzplader, heraf 100 danske. Det er på den baggrund at jeg endnu en gang har valgt 10 danske jazzplader, der fortjener ekstra opmærksomhed. Det er plader der er med til give et godt billede af mangfoldigheden i dansk jazz. Plader der er med til at understrege at dansk jazz står kunstnerisk stærkt. Plader der har givet mig gode oplevelser. Tak til dem og ikke mindst tak til alle jer, der følger min blog!

Som noget nyt introduceres JAZZNYTPRISEN. Den gives til en musiker, der i det forgangne år har markeret sig i særlig grad inden- og udenfor for jazzen. Den gives til en musiker, der med nytænkning har formået at sprænge jazzens rammer så meget, at der også lægges mærke til det udenfor jazzens snævre stier. Den gives til en musiker der er kommet bredt omkring i jazzen. Den gives til en musiker der har samarbejdet med mange forskellige musikere i løbet af året. Midt i alt det, har han holdt fast i, at han er Stefan Pasborg.
Stefan Pasborg vil få overrakt prisen i forbindelse med, at han giver koncert med Ibrahim Electric på Fermaten i Herning d. 30. januar 2013.

JAZZNYTPRISEN 2012: Stefan Pasborg
Ibrahim Electric: Isle of men (Target)
Pasborg's Odessa X-Tra Large: Live (Stunt)
Stefan Pasborg: Free Moby Dick (ILK)
På de tre udgivelser der er kommet med Stefan Pasborg her i efteråret har der været en sammenhæng, der går længere end at det er den samme trommeslager. Pladerne går fra det efterhånden gamle band Ibrahim Electric over Pasborgs Odessa XL og videre til Free Moby Dick. Tre musikalske lyspunkter.
Ibrahim Electric viser med deres syvende album, at de fortsat har en masse at byde på. De kaster sig ud i en seriøs omgang groovy og fængende orgeltrio-afrojazzrockfunk på Isle of men.
Free Moby Dick er en plade med kultpotentiale. Saxofonisterne Mikko Innanen og Liudas Mockunas er fantastiske. Det er godt hørt og tænkt af Pasborg, at sætte de to sammen.
I Pasborgs Odessa blandes det hele sammen. Led Zeppelin, Lounge Lizards, Black Sabbath blandet med trommemesteren Pasborg og nogle fede musikere giver et suverænt album.

2. The Mighty Mouse: Live at Glenn Miller Café (Barefoot Records)
Det er skidehamrende besværlig og kompliceret jazz uden hoved og hale, der med charme og vildskab erobrer lytteren. Musikken opleves som et cykelstyrt uden cykel. Det er vel det tætteste man kan komme på langt fra Keith Jarrett Trio. Uro i og omkring musikken.

3. Niels Lyhne Løkkegaard: Vesper (Hiatus)
Det er følsom musik, hvor fokus i høj grad er på stemninger. Det er stemninger præget af vemod, spiritualitet, melankoli og klangfuld skønhed. Pladen er et stort dansk jazzalbum, med internationalt potentiale. Forhåbentlig vil det få mange flere til at opdage Niels Lyhne Løkkegaard og hans musik.

4. Snorre Kirk: Blues Modernism (Calibrated)
Den er fuldstændigt umulig at komme uden om. Hvem skulle tro at mainstream jazzen kunne lyde så frisk og ungdommelig i 2012? Trommeslageren og nordmanden Snorre Kirk er rundet af det Rytmiske Musikkonservatorium i København, sammen med svenskeren og pianisten Magnus Hjorth, der også er med på pladen. Den eneste etniske dansker på pladen er i øvrigt saxofonisten Jan Harbeck.

5. Bro/Knak (Loveland/Pladekisten)
Bro/Knak er et af de helt store danske musikalbums i 2012. Jakob Bro har satset højt. Det lyder ikke de som de tidligere albums Balladeering eller Sidetracked og så alligevel. Det her er Bro/Knak og det er stort. Et nyt kapitel kan skrives i den efterhånden omfangsrige historie om Jakob Bro. Pladen bliver en af dem, der fremhæves når Bro's karriere summeres op i en artikel i JazzSpecial anno 2037.

6. Simon Toldam Trio: Sunshine sunshine or Green as grass (ILK)
Det klassiske klavertrio-format er nyt for Toldam i den forstand, at der ikke er udgivet noget med ham før i en sådan opstilling. Der er alligevel noget umiskendeligt Toldam midt i de mange jazzklichéer. Han har sammen med de to medmusikanter lavet et på en gang løst og ustruktureret triounivers, der blander sig ubekymret med swing af den mest medrivende skuffe.

7. Lars Bech Pilgaards Slowburn: Mammut (Mom eat Dad Records)
Jazzens improviserede flader blandes med rockens beat - der til tider bliver dejligt urocket flagrende. Lars Bech Pilgaard går veje der ikke er nedtrådte eller udforskede. LP'en Mammut er en meget anbefalelsesværdig udgivelse til jazz- eller rocklytteren der trænger til at få ny energi.

8. Richard Andersson: Intuition (Stunt)
Der hersker en ro på albummet. En naturlig ro der bedst kan sammenlignes med den ro, som mange mennesker befinder sig godt med når aften bliver til nat. Andersson har udstyret musikerne med nogle enkle melodier, hvor der kan tilføjes personlig fylde og sjæl til musikken. Det er organisk velspillet jazz, der griber øjeblikket og skaber magi.

9. Carsten Dahl/Arild Andersen/Jon Christensen: Space is the place (Storyville)
Carsten Dahl har de foregående to år været med på årets bedste listen med henholdsvis solopladen Effata og frijazzoplevelsen Experience. Denne gang er han i et triosamarbejde af formidable dimensioner. Sammen med Arild Andersen og Jon Christensen der er veteranerne mens Dahl i denne sammenhæng er en knægt. Det har dog ingen betydning for samarbejdet, hvor Dahl er særdeles moden og velovervejet i et klaverspil, der er skabt ud fra improvisationer. En plade med internationalt format!

10. Mads Mathias: Free Falling (Calibrated)
Han har investeret en stor bunke penge og tid i denne udgivelse. Det er givet særdeles godt ud. Mads Mathias er en charmerende crooner med hang til swing og han har jazzen lige midt i hjertet. Vekselvirkningen giver et album med jazzpop-ballader, fullblown big band-swing og lækre intimiteter. Hvis der er nogen form for retfærdighed til, så er det her en af den slags plader der bør vække interesse udenfor jazzens snævre cirkler.

søndag, december 16, 2012

Sammensurium & Michael Blake: Tusmørkedyr og andre historier (Phonognom)


Det er efterhånden 10 år siden, at Michael Blake lavede pladen Blake Tartare sammen med Kresten Osgood, Søren Kjærgaard og Jonas Westergaard. En dansk nyklassiker med tre musikere der siden har sat deres tydelige præg på jazzscenen. Nu er Michael Blake atter sammen med tre danskere. Denne gang er turen gået til Aarhus, hvor den komponiststuderende på Det Jyske Musikkonservatoriums solistlinje, guitaristen Gorm Askjær er hovedmanden på et yderst sympatisk, fantasifuldt og afvekslende album. Der er flere spor der går tilbage til Lounge Lizards, hvor Blake var med i den sene udgave af det band. På den anden side er det ikke helt fair overfor Sammensurium, at pege på enkelt band som inspirationskilde. De er meget mere end det.

Michael Blake er den første grund til, at dette album bør lande hos danske fans af skæv jazz. Den anden er trioen Sammensurium. Bassisten Jesper Smalbro og trommeslageren Søren Mehlsen bevæger sig sammen med Askjær i et univers, hvor der hele tiden er en risiko for, at noget uventet (…farligt) er lige om hjørnet. Måske kommer det ikke eller gør det? Det flotte pladecover er med til, at indikere at man ikke skal tage til det alt for alvorligt. I udviklende gensidig leg finder de fire musikere sammen om Gorm Askjærs kompositioner. Pladen indeholder flere fine solo- og duoimproviastioner, desuden gæster sangerinden Marie-Louise Grund Petersen på et par numre. Askjær har både en fed lyd på guitaren og en fed tilgang til jazzen.
Bonusinfo:
I december og januar kan du købe pladen for 50 kr. i den vidunderlige pladeforretning Badstuerock, downtown Aarhus.

lørdag, december 15, 2012

Eberhard Weber: Résumé (ECM)


Hvis der fandtes et internationalt jazzbasselskab - et selskab til fremme af bassen som soloinstrument i jazzen, så ville dette album uden problemer blive kåret som årets bedste plade af selskabet. Jan Garbareks faste bassist fra 1982-2007, tyskeren Eberhard Weber har altid haft en lille afdeling under koncerterne, hvor han har spillet en uakkompagneret bassolo. Nu har han lyttet til 100 af de disse soli - 15 timer i alt. Her har han så udvalgt 12 soli, der har fået navn fra den by, hvor koncerten blev afholdt. Det er lige fra Karlsruhe over Grenoble til Santiago. Efterfølgende har han med nænsom hånd tilføjet effekter og keyboards. På enkelte soli er der tilføjet percussion ved Michael DiPasqua og saxofon ved Mr. Garbarek himself.

Det er i allerhøjeste grad en nicheplade. Men er man jazzbasfetichist er der ingen vej udenom. Så er den ganske enkelt fantastisk. Weber's specialbyggede femstrengede bas med den karakteristiske lyd, kombineret med Weber's idérige og afvekslende basspil er i særklasse. Der er elementer af ambient og forførende keyboardlyde som kunne minde om det man kender f.eks. Kenneth Knudsen. Résumé er ikke for det store publikum. Men har man taget sig selv i flippe ud til Weber's basspil førhen, så skal pladen i den grad erhverves.

fredag, december 14, 2012

Carsten Dahl: Dreamchild (Storyville)


Som regndråbers vilkårligt rytmiske trommen former det næsten 25 minutter lange åbningsnummer sig. Det er den hyggelige sommerregn der iagttages fra stolen indenfor. Der kigges ud og der laves ingenting. Carsten Dahls nyeste epos Dreamchild er et noget anderledes soloalbum end man er vant til fra Dahl. Han sætter fokus på barnet. Barnets evne til at være i det uspolerede nu. At være i og fortabe sig i øjeblikket. Den effekt fik det også på mig, da jeg hørte åbningsnummeret #1 første gang. Jeg faldt i søvn. Det gav mig et dejligt powernap, hvor jeg vågnede frisk op i den anden ende.

Carsten Dahl sprænger grænserne for, hvad man som kunstner udsender på plade. Denne gang kigger han indad i en grad, hvor vi som lyttere kommer meget tæt på. Det er superenkle melodistykker, hvor gentagelserne kan minde om noget af det man kender fra minimalistiske komponister. Det er til tider stillestående i en grad så tiden står stille. Det er soloklaveret inklusive lidt ekstra, spillet af Dahl der er i fokus. På to numre supplerer hans døtre dog på klaver og violin. Dreamchild er en fantastisk plade til ro og fordybelse. 
Bonusinfo:
Pladen er allerede præmieret med en pris på 50.000 kr. fra Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg. Her har Peter Rosendal ligeledes fået 50.000 kr. for Old man's kitchen. Jakob Bro og Thomas Knak har fået 75.000 kr. for det todelte værk Bro/Knak

torsdag, december 13, 2012

Klabbes Bank: Protect the forest (Hoob Records)


Før jeg blev medlem af "Selskabet for mennesker med indsigt i jazzens mysterier" syntes jeg at det var herreunderligt, når man kunne bruge et helt nummer på, at spille noget et helt nummer i gennem der lød som om slutningen af et nummer. Nu synes jeg til gengæld at det er fedt! Den svenske gruppe Klabbes Bank indleder selvfølgelig albummet Protect the forest med et sådant nummer. 4 minutter og 17 sekunder bruger de på, at spille afslutningen. Således opmuntret kommer man godt skævt i gang med deres femte album. Klabbes Bank har Klas-Henrik "Klabbe" Hörngren i front. Det er indiskutabelt jazz. Når det så er sagt, er der ikke ret meget der følger jazzens konventioner.

"Klabbes" analoge synths blandes med to altsax'er, en trombone og så selvfølgelig bas og trommer/electronics. Det giver et rock'et groove med skæve poptendenser, hvor blæserne sender jazzede tendenser ind i musikken. Protect the forest er et herligt sammenhængende album, hvor "Klabbes" lidet konventionelle tilgang til musikken er attraktionen.

onsdag, december 12, 2012

Lubos Soukup Quartet: Beyond the borders (New Port Line)


Den tjekkiske saxofonist Lubos Soukup landede i 2010 i København for, at gå på det Rytmiske Musikkonservatorium. Han havde allerede været omkring konservatorierne i Prag og Katowice. I København mødte han svenskerne Joel Illerhag (bas) og Oscar Grönberg (piano) samt danskeren Morten Hæsum (trommer) og lavede en kvartet. I efteråret 2011 var de på turné i Tjekkiet. Turnéen blev afsluttet med en studieindspilning i Tjekkiet. Pladen byder på ni numre skrevet af Soukup. Han forsøger at indfange stemningerne og følelserne han mødte, da han kom til København - et af numrene hedder meget passende Windy day in Copenhagen.

Musikken befinder sig i et spændingsfelt mellem Wayne Shorter Quartet og mere nordiske klange. Soukup har en selvsikker tone på sax'en. Hans samarbejde med de nordiske musikere giver power og fylde. At pladen hedder Beyond the borders er logisk. Soukup virker meget bevidst om hvad det er han bruger de enkelte musikere til. Han bruger bevidst muligheden og det at han er i norden til, at farve musikken. Et fint album fra en saxofonist vi helt sikkert kommer til, at høre mere til.

tirsdag, december 11, 2012

The Bryan Ferry Orchestra: The Jazz Age (BMG)


Når man holder meget af to forskellige ting, bliver de så dobbelt så gode, hvis man blander dem? Jeg har f.eks. endnu til gode at smage fusionen mellem det mexicanske og det japanske køkken, der efter sigende skulle være ret hot lige nu i USA. Inden det sker kan jeg i stedet fornøje ørerne med sammensmeltningen, mellem den supercoole elegantier Bryan Ferry og brølende 20'er jazz. Det havde jeg ikke lige set komme. Men den er god nok...om musikken så er god nok er et andet spørgsmål.

Jeg voldhørte Roxy Music i midten af 80'erne. Jeg havde en opsamlingsplade, The Atlantic Years (den med Renee Toft Simonsen på coveret) som ofte lå på pladespilleren. Avalon, Virginia Plain, Love is the drug og In the midnight hour (som jeg senere fandt ud af ikke var en Roxy Music komposition) var favoritterne. Nu kan jeg høre selvsamme numre (minus In the midnight hour) på denne udgivelse. Bryan Ferry er manden der har sendt sine egne sange tilbage i tiden. Numrene, inklusive solo Ferry-sager som Slave to love og Don't stop the dance, bliver spillet som var det The Duke Ellington Orchestra der stod The Cotton Club's scene i 1927. Her bliver det så en kende for spøjst. Selv for en kender bliver det ret svært, at høre hvilken melodi der egentlig er taget udgangspunkt i. Bryan Ferry synger nemlig ikke. Det er mest af alt en plade for Bryan Ferry-nerds. At man selv ned i lydbilledet har forsøgt at genskabe 20'er stemningen er et charmerende plus.

mandag, december 10, 2012

Various Artists: K.B. Hallen Hall of Fame (Stunt)


Dave Brubeck Quartet der spiller Wonderful Copenhagen i en live indspilning  fra KB Hallen…bliver det ret meget større? Nej, dæl'me nej! Den er nu mulig at høre fordi pladeselskabet Stunt har samlet en række indspilninger fra KB Hallen, der ikke tidligere har været offentliggjort. Brubeck er optaget i 1958 og lyden er ret tæt på formidabel. Det samme kan siges om et par indspilninger med The Duke Ellington Orchestra der er indspillet senere samme år. Her må den marathonlange saxsolo med Paul Gonsalves have været "talk of the town" i månederne efter i jazzmiljøet. Det er herligt tilbageblik, der selvfølgelig præges af, at det hele ses gennem de nostalgifarvede briller. Der er flere af indspilningerne jeg kunne have undværet på dobbelt-CD'en.

Den efterhånden legendariske lydmagiker Jørgen Vad har redigeret de indspilninger af meget forskellig herkomst og kvalitet. Det er et imponerende stykke arbejde han har udført. Der er vigtige historiske indspilninger der siden satte dybe spor i det danske jazmiljø. Don Redman's 1946-koncert og Stan Kenton's 1953-koncert for blot at nævne et par stykker. De sidste indspilninger er fra 1959 med Art Blakey & The Jazz Messengers. Det er inklusive Lee Morgan og Wayne Shorter og peger fremad. Undervejs har både Dizzy, Armstrong, Oscar Peterson, Basie og mange andre været forbi. Pladen er udover at være et spændende dokumentation også gennemført med linernotes af Jørgen Siegumfeldt - der var til de fleste af koncerterne og indsigtsfulde noter fra Ole Matthiessen.

søndag, december 09, 2012

Hans Ulrik & Lars Jansson Trio: Equilibrium (Stunt)


De har et samarbejde der går helt tilbage til starten af 90'erne, hvor Lars Jansson medvirkede på Hans Ulriks Strange world fra 1994. Nu har de genoptaget samarbejdet, der bla. inkluderede en hyldestkoncert på Montmartre til Coltrane's A love supreme sidste år. Nu er der også et album med de to fyre sammen. Hans Ulrik er kommet med hovedparten af melodierne mens Jansson supplerer med sin faste trio med Thomas Fonnesbæk på bas og Paul Svanberg på trommer. Så helt konkret bliver der equilibrium eller ligevægt på det musikalske område.

Ligevægten mærkes i musikken og i det musikalske mellem de to enere. Hans Ulrik og Lars Jansson er begge rundet af den nordiske musik på mange planer, hvilket de begge tidligere har vist eksempler på. Her forenes de i et livtag på det nordiske, det melankolske og en sjat Coltrane. Hans Ulrik har efterhånden et stort bagkatalog på samvittigheden. Endnu en gang er det lykkedes for ham, at lave en god plade. Det er godt tænkt at sætte Hans Ulrik og Jansson sammen igen. De forløser begge deres store musikalske potentiale. 

fredag, december 07, 2012

Thomas Clausen Trio: Sol (Stunt)


Den første Return To Forever-plade var slet ikke en Return To Forever-plade, men derimod en Chick Corea plade der hed Return To Forever. Det er en af den slags plader der er et must i enhver seriøs jazzpladesamling. Det er ikke den viltre fusion som gruppen RTF senere blev kendt for. Man finder noget af den samme stemning på pianisten Thomas Clausens nyeste udspil Sol. Der er både varmen og følelserne der præger musikken. Hvor Corea hentede stor inspiration i Brasilien - hvilket Clausen også ofte har gjort - så er der alligevel noget umiskendeligt nordisk over musikken på denne Clausen-plade.

Det er sammen med den vanlige trio Thomas Fonnesbæk på bas og Karsten Bagge på trommer, at Clausen har lavet et af sine stærkeste udspil i flere år. Der er den fløjlsbløde og smukke Det er hvidt herude af Th. Laub og Clausens egen inciterende So to speak, der med heftig Rhodes lukker albummet ned. Et på en gang sammenhængende og afvekslende trioalbum. Sol er et rigtigt flot Thomas Clausen-album, der placerer sig fint i den ekslusive bunke med de bedste Thomas Clausen albums, som Rain fra 1980 og Cafe Noir fra 1991 - hvis du ikke kender dem, så er det bare med at komme i gang. Du bliver ikke skuffet.

torsdag, december 06, 2012

Moskus: Salmesykkel (Hubro)


Norsk triojazz…tankerne går i retning af en nynnende Ivo Caprino der har sat sig oppe i norsk fjeld, med et hardangerfelegroove som en fjern rytmisk torden. Med melodititler som Salmesykkel, Bibelbeltet og Farlig norsk hengebru aner man allerede spændingen og dramatikken. Norge, det lange land med de mange små isolerede samfund. Her råder kristendommen og den brutale smukke natur (vælg selv rækkefølgen). Det er her vi møder den unge trio Moskus, der er midt i et sammenstød mellem triojazz, rytme, melodi, impro og folkemusik. Det falder ud som betagende sangbare melodier. De bruger det som afsæt for store følelsesudbrud og ikke mindst et swingende og åbent rytmisk billede.

Moskus med medlemmerne Anja Lauvdal (piano), Fredrik Luhr Dietrichson (bas) og Hans Hulbækmo (trommer) er sammen med Espen Eriksen Trio to vanvittigt gode bud på, at norsk triojazz har internationalt potentiale.
hubromusic.com

onsdag, december 05, 2012

Grammofunch: Largo at last (Grammofunch)


Jeg følte mig snydt, da jeg hørte pladen første gang. Endda så meget at jeg havde lyst til, at ofre tid på at give dem høvl i min anmeldelse. Grammofunchs debutalbum fra 2009 var jeg så begejstret for, at den røg direkte ind på min liste over årets bedste udgivelser det år. Drømmende filmisk musik tilsat impro og fantasi og lille sjat jazz. Nu er jazzen fordampet. I stedet er man rykket over i en dyster indierock stil. Et genreområde der ofte bliver så lammende kedeligt. Nå men hvis jeg så skal give pladen høvl, skal det også være på behørig underbygget baggrund. Så pladen har fået endnu et lyt og et til og så et mere, ja en hel del er det nu blevet til.

Det viste sig at være en god idé. For det er slet ikke så tosset. En af de store ændringer i gruppen er, at Kostcirkeln-sangerinden Qarin Wikström er kommet med. Det er stadig trommeslageren Jeppe Gram og guitaristen Rune Funch der er hovedmændene i Grammofunch, mens Jeppe Skovbakke på bas og Simon Toldam på diverse keyboards føjer det sidste til. Thomas Høffding fra WhoMadeWho kigger forbi på et enkelt nummer Welcome, der har nogle P3 venlige kvaliteter. Grammofunch er flyttet fra jazzen og over i rocken. Det er bedre end frygtet. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at den ret unikke position de indtog med debutalbummet er forladt til fordel (ulempe?) for en langt mere usikker plads på den alternative rockscene.

tirsdag, december 04, 2012

Peter Appleyard: Sophisticated ladies (Linus/True North Records)


Det er swing, så det kan forstås. En stribe meget kendte jazzstandards fortolkes af den canadiske vibrafonist og jazzveteran Peter Appleyard. Jeg er ikke velbevandret i canadisk jazz, men Appleyard har jeg da hørt om. Han spillede bl.a med Benny Goodman og Peanuts Hucko i 50'erne. Han er nu 84 år. Han har valgt at samarbejde med 10 forskellige vokalister på de 10 numre. Der er ikke nogen af vokalisterne der er decideret ringe. Melodierne er ligeledes af den hyggelige skuffe; It's only a Paper moon, Georgia on my mind, Night and day etc. Jeps det er nogle af dem vi har hørt før. 

Peter Appleyard er stjernen på pladen og der overlades heldigvis masser af plads af til køllemesteren. Det er tilbagelænet og overskudsagtigt. Stilistisk går det fra småfunky til brasiliansk til klassisk jazz. En hyggelig plade, der skuffer en smule, med tanke på de 10 forskellige sangerinder. Der er ikke rigtig nogen af dem, der brænder så meget igennem, at jeg kan huske dem bagefter. Men Peter Appleyard…

mandag, december 03, 2012

Jacob Anderskov with Agnostic Revelations: Granular Alchemy (ILK)


Her er fortsættelsen på det flotte og roste album Agnostic revelations fra 2010. Indspilningerne er foretaget et år senere. Men gruppen er den samme. Pianisten Jacob Anderskov har fundet sammen med ligemænd. Sammen med amerikanerne Gerald Cleaber på trommer, Chris Speed på sax og klarinet og Michael Formanek på bas dekonstruerer, defragmenterer og demonterer Jacob Anderskov jazzen helt ind i sjælen. Der er pivåbent ind til det inderste. Sammensætningen og genoptagelsen af elementerne, bliver til et studie af Anderskovs uhyrligt præcise musik.

Delelementer der afsøger, undervejs finder sammen for så til sidst at forlade hinanden. Jacob Anderskov er ikke ude i et pleaser-ærinde. Han bevæger sig rundt i elementernes rasen: Sand, metal, vind, hud og bundfald. Der er en organisk stoflighed i musikken. Der larmes ikke. I stedet lader Anderskov musikken leve som sin egen selvstændige sjæl. Med Granular Alchemy har han lavet en naturlig efterfølger til det første album.

søndag, december 02, 2012

DoktorDoktor: Demo (Bandcamp/Download)


Et fuldfedt organisk funkflow med horn hygger sig i selskab med jazz og hip hop. Det er den korte beskrivelse af bandet DoktorDoktors nye demo, der kan høres og hentes på Bandcamp. Der kommer efter sigende et helt album med septetten i 2013. Indtil da kan man fornøje sig med den tiltalende og velfungerende blanding af genrer. I front er rapperen Glendorf der med stor personlighed rapper på dansk om livet og hverdagen. Skarpe pointer vælter ud og blandes med hornede beats,  stramme funktrommebeats, en hornsektion (sax og trompet), en jazzet guitar og et nattelækkert Rhodes. Det giver fundamentet for et godt bud på, at jazz og hip hop fortsat giver mening at smelte sammen. 

Der er ikke mange undskyldninger for ikke, at hoppe på den her udgivelse. Du vælger selv hvor meget du vil betale for den. Som et lille kuriosum kan nævnes at Mads la Cour og Jesper Løvdal medvirker på et enkelt nummer. 

lørdag, november 24, 2012

Så er der fest i Jazzhytten! DMA Jazz 2012

Sidste års vinder af Crossover kategorien Stefan Pasborg indtager som sidste kunstner, scenen på Jazzhouse. Det er med en special edition af Pasborgs Odessa XL med bl.a. Hyhne, Anderskov pg Løvdal...det er så fedt!!!!!
Sikken finale på en fed fest aften for jazzen.

Årets danske Jazzudgivelse DMA Jazz 2012

Atter en gang er der en pris til Peter Danstrup og Beautiful Untrue Things. Nu for årets danske Jazzudgivelse!
Peter Danstrup er tydeligvis overrasket over at få prisen. Han benytter også lejligheden til at mindes den nyligt afdøde John Tchicai, som meget af musikken var skrevet med i tankerne.

Årets danske Crossover Jazzudgivelse DMA Jazz 2012

Tidligere i dag fik trommeslageren og percussionisten Benita Haastrup prisen som årets børnjazznavn ved et børnearrangement.
Årets jury består af Jens Jørn Gjedsted, Thorbjørn Sjøgren, Søren Mehlsen, Katrine Ring og TS Høeg. Det er dem der har udvalgt årets vinderplader.
Herefter indtager pianisten og en af denne bloggers absolutte favoritter Carsten Dahl scenen med 25 minutters soloklaver på et feststemt Jazzhouse. En hård tjans en lørdag aften. Men roen indfinder sig prompte som den første tone strømmer ud i salen.
Vinderen af Crossover kategorien er Jakob Davidsen Kammerat Orkester. Hans følsomme blanding af jazz og klassisk kammermusik er meget anbefalelsesværdig.

Årets nye danske jazznavn DMA Jazz 2012

Pladeaktuelle Orpheus er på scenen med numre fra det nye album. Frederik Kronkvist er stand In saxofonist for Frederick Menzies der studerer i udlandet. Aftenens vært bassisten Lennart Ginman undrer sig ved præsentationen af bandet over, at det er tredje optrædende i aften uden bas.
Vinderen i kategorien årets nye danske jazznavn er crooneren og charmøren Mads Mathias.

Årets danske jazzkomponist DMA Jazz 2012

Sidste års vinder af komponist kategorien Helle Hansen stiller op med basklarinet, cello, akustisk guitar og trommer. Helle sidder selv ved flygelet og leverer bl.a. den bevægende Sanctuary.
Årets jazzkomponist er den gamle konservatorierektor Peter Danstrup, der får prisen for pladen Beautiful untrue things.
Årets danske jazzspillested bliver også kåret. Vinderen er Buddhas Jazzklub i Hillerød.

Årets danske vokaljazzudgivelse DMA Jazz 2012

Årets DMA Jazz fest blev indledt af sidste års vokaljazz vindere IKI, der excellerer i ordløs sang...meget eksperimenterende...på en sådan lidt stemmelaboratorie-agtig vis.

Årets vokaljazz vinder er meget velfortjent Indra. Hun sidder derhjemme og passer hendes 6 uger gamle søn. Så det er saxofonisten og husbonden Benjamin Trærup der sammen med bassisten Thomas Sejthen tager imod prisen. Det er den veloplagte vært Lennart Ginman der overrækker prisen.

DMA Jazz 2012


Så er den udsendte jazzblogger på vej til København. Jazzens prisfest er vendt hjem til Copenhagen Jazzhouse efter sidste års heldagsudflugt til Huset. DMA Jazz 2012 byder på en række koncerter med sidste års vindere. Men hvem vinder priserne i aften? Du kan følge arrangementet på DR's P8 fra kl. 20.00. Du kan se billeder fra festen her på bloggen i løbet af aftenen.

torsdag, november 22, 2012

Johan Bylling Lang Organ Quintet: Doin' my thing (Gateway)


Han har sat en varedeklaration på albummets forside. NOLA JAZZ FUNK står der i et fint lille logo med en fransk lilje. Kendere er ikke tvivl. Det er New Orleans, Louisiana som NOLA er en forkortelse for. Man behøver ikke, at være  kender for at vide, at det handler om udadvendt glad funky jazz. Johan Bylling Lang er saxofonist og gør bla. sine hose grønne i den unge trad. jazz kvintet Jazz Five. Hans hovedinstrument er altsax, som han supplerer med lidt barytonsax og klarinet. Han har samlet et stærkt af jazzmusikere som man ofte møder ved jazzens vandhuller (læs: La Fontaine). Organisten Kjeld Lauritsen er omdrejningspunktet for kvintetten. Lauritsens lækre orgeltouch giver Bylling Langs musik en god base. Den usvigeligt sikre trommeslager Andreas Fryland giver musikken det klassiske tilbagelænede Nawlins trommegroove. Guitaristen Jesper Agesen kan sin souljazzguitar, hvor sansen for detaljerne og den distinkte lyd er en fornøjelse. På trompet er det den unge svensker Björn Ingelstam som Bylling Lang har et fint samarbejde med. Desuden supplerer New Orleans-trombonespilleren Michael Watson på tre numre.

Johan Bylling Lang har skrevet alle numrene på pladen pånær en enkelt af Kjeld Lauritsen. Det er også pladens eneste svaghed. Bylling Lang har ikke problemer med at komponere og arrangere gode numre, der trækker på traditionerne. Tværtimod! Han fører en sikker hånd. Men! Det ville ikke have skadet for Johan Bylling Langs salgbarhed, hvis han have smidt et par standards på pladen. Det er det eneste jeg mangler. Doin' my thing er anbefalelseværdig til dem der nyder klassisk velspillet jazz med rødder i New Orleans - og hvem gør ikke det?

onsdag, november 21, 2012

Simon Krebs: Please don't feed the fears (Black Out)


Det er tre år siden, at Simon Krebs lavede albummet Blur. Han holder fast i besætningens størrelse og sammensætning. 7 mand med prominente navne som Kasper Tranberg på trompet, Tomas Licak på tenorsax, Richard Andersson på bas og Anders Mogensen på trommer er med til at skabe rammen om Krebs' musik. Guitaristen arbejder med hele septetten, der også inkluderer en altsax og en basklarinet i arrangementerne. Det er et samlende og samlet udtryk der får lov til at dominere på Please don't feed the fears. 

Simon Krebs har tydeligvis brugt tid på, at komponere og arrangere musikken. Her er trompetmaestro Tranberg fuldstændigt på hjemmebane. Han udnytter Krebs' forlæg optimalt. Det er et velfungerende ensemble der omsætter Krebs' musik. Det er original musik, hvor numre som Hipster Medister og Brix stikker ud. Standarden Nature boy har også sneget sig med. Simon Krebs har en nutidig jazzguitarlyd der bruger jazzhistorien og samtidig er så meget tilstede i nutiden, at det ikke får et fortidigt udtryk. Han bruger både akustisk og elektrisk guitar. Please don't feed the fears er et ambitiøst og anbefalelsesværdigt album der holder hele vejen.

tirsdag, november 20, 2012

Pistol nr. 9: Fest på Amager (Barefoot Records) LP


Fuldstændigt kompromisløst. Der skydes løs til højre og venstre og op og ned, når kvintetten Pistol nr. 9 holder Fest på Amager, som albummet hedder. Jeg er nu i tvivl om det er en fest jeg vil inviteres med til. Jeg kan godt lide Amager men musikken på albummet der skal illudere fest på Amager er urovækkende! Det er ikke kun musikken der er urovækkende. Det er besætningen såmænd også. Den består af fem kvinder, der alle befinder sig på kanten af musikalsk normalitet. De er ikke bange for at gå veje, der kan gøre ondt på den ene eller anden måde på både lytter og musiker. 

Nå men jeg fascineres alligevel af de viltre musikere, der prøver mine grænser af. Numrene har fået titel efter tidspunktet hvor festen er i gang. Pladen indledes blidt kl. 20.03 med lidt klangflade lignende musik. Stille og roligt. Mmm lækkert mere af den slags, tænker jeg, da jeg hører det. Men nej, sådan skal det ikke gå. Der skal nok ikke megen fantasi til at forestille sig at det ikke er så lækkert kl. 8.03. Pistol nr. 9 har den estiske saxofonist Maria Faust i front. Hun er sammen med Maria Bertel (trombone), Katrine Amsler (micro guitar, keys og electronics), Qarin Wikström (Omnichord, keys, vokal og electronics) og Michala Østergaard-Nielsen (trommer). Tak til Pistol nr. 9 for at invitere til Fest på Amager, det var sjovt så længe det varede. Nu har jeg det altså også skidt, så jeg tror at jeg går ind og lægger mig...

mandag, november 19, 2012

Orpheus: Metamorpheusis (Gateway)


De fik en velfortjent DMA Jazz Award sidste år for deres debutalbum. Nu er de atter aktuel på plade og det endda lige før der atter DMA Jazz, hvor de giver en minikoncert på Jazzhouse. Den basløse kvartet med saxofonisterne Aske Drasbæk (alt, baryton og sopran) og Frederick Menzies (tenor) i front fortsætter i den pågående stil, der var med til at give debutalbummet karakter. Kvartetten dyrker et udtryk der bevæger sig på kanten. På kanten af melodi og skævhed. De to saxofonister har tydeligvis en idé om udtrykket. Her er de sine steder ekstreme. F.eks. er lyden på saxofonerne udstyret med umanerlig megen rumklang. Deres samarbejde er den store styrke ved kvartetten. De musikalske kommunikation mellem de to er en blanding af det afklarede vekslende mod noget mere procesorienteret.

William Larsson på Fender Rhodes og synth spacer sine steder ud men er ellers sammen med trommeslageren Magnus Friis en del af det lim, der holder musikken sammen. Numrene er opstået af tanker omkring diverse finurlige ting og meget passende findes beskrivelserne i CD-hæftet. Morse Code tager ikke overraskende udgangspunkt i morse alfabetet. Metamorpheusis er en slags beskrivelse af kvartettens udvikling. Sådan kan man blive ved med et album, der bobler rundt i en dejlig atmosfære af tågede drømme og visioner. Moderne fusion kan man vist godt kalde de uden, at fornærme nogen. Så er det i øvrigt heller ikke tilfældigt at min anmeldelse af pladen lander på bloggen i dag, d . 19. november. Det er min hyldest til det suveræne nummer 19:11.

søndag, november 18, 2012

Sophisticated Ladies & Christina Dahl: In Spirit (Gateway)


Trioen Sophisticated Ladies har eksisteret i 25 år, hvor de startede som backing for afdøde Richard Boone. De har på deres sjette album valgt at fokusere på spirituel musik. Musik med baggrund i den kristne religion. Langt hen ad vejen er det de traditionelle gospels som When the saints og Amazing Grace, som de giver en jazzbehandling. Dollar Brand's The Wedding, Carla Bley's The Lord is listening to Ya, Hallelujah, Albert Ayler's Holy family og den gamle danske salme Kirken den er et gammelt hus klemmer sig ind mellem gospelmelodierne. Trioen med Marie Louise Schmidt ved pianoet, Helle Marstrand på bas og Benita Haastrup på trommer er velspillende som bare… De suppleres af saxofonisten Christina Dahl, der her spiller op til sit bedste. Dahls tone og musikalske temperament er perfekt til den spirituelle jazz.

Marie Louise Schmidt er en pianist der er utroligt sikker i jazztraditionen - hør hende lige på Kirken den er et gammelt hus. Benita Haastrup er både flagrende og skridsikker i sit trommespil - hør hende lige på When the saints… Helle Marstrand fuldender det musikalske billede på smukkeste vis - hør hende lige på Amazing grace, den bassolo..! In Spirit er et flot og gennemtænkt album fra fire stærke kvindelige jazzmusikere.

lørdag, november 17, 2012

Hiromi The Trio Project: Move (Telarc/Naxos) >> Hiromi The Trio Project: Live in Marciac (Telarc/Naxos) DVD


Svulmende muskuløs triojazz, der afvikles med en akkuratesse der bedst kan sammenlignes med den man kender fra ortopædkirurgien. Det kræver styrke samtidig med at man holde øje med detaljerne. Den japanske pianist Hiromi er aktuel med sin trio på DVD og CD. På DVD'en møder vi møder vi hende foran et publikum på den franske jazzfestival i Marciac. Sammen med bassisten Anthony Jackson og trommeslageren Simon Phillips spiller hun en kraftfyldt omgang. Der er nogle af de samme elementer som gjorde Michel Camilo så berømt i firserne, hvor Jackson i øvrigt også spillede bas. Hos Hiromi er det latinske temperament afløst af japansk finurlighed. Når hun serverer sine pianistiske blokmønstre, smider hun lige nogle ætsende synthsoli ind over som en jetjager der bryder lydmuren på en sommerdag.

Jeg betages umiddelbart af den effektfyldte trio, hvor de hver især er nogle ypperlige virtuoser på deres instrumenter. Jeg har feks. aldrig set så stort et trommesæt i en jazztrio. Når den umiddelbare begejstring lægger sig, kan det også blive anstrengende at lytte til den effektjagende triojazz. DVD'en er så absolut et kig værd. Den høje tekniske kvalitet er en fornøjelse på 40 tommers fladskærmen.

tirsdag, november 06, 2012

Peter Rosendal: Old man's kitchen (Stunt)


Jeg var i biffen i går aftes for, at se den nye James Bond-film Skyfall. Mens jeg arbejdede ihærdigt på at fordøje slikposen der var købt til overpris i biffen, så jeg en reklame for Nykredit. Meget passende med lidt finansiel rådgivning når man nu var kommet i biffen. Men hvem er det der toner frem i reklamefilmen. Det er såmænd bluessangeren Thorbjørn Risager, der bla. bakkes op af Peter Rosendal på piano. Jeps den Peter Rosendal der både kan spille trio og traditionel. Han sidder der og spiller lidt kommerciel blues. På det nye album Old man's kitchen går Rosendal også utraditionelle veje. Han har samlet et band med Kristian Jørgensen (violin), Peter Fuglsang (klarinet), Peter Jensen (trombone), Kasper Vadsholt (bas) og Jeppe Gram (trommer) omkring sig. Selv spiller Rosendal både piano, wurlitzer, melodica, rhodes og selvfølgelig på hornet flugabone. 

Det er blevet til en blandet landhandel, hvor Rosendal har ladet sig inspirere af film, som han har spillet til mens han har afspillet dem på computeren der stod oven på klaveret. Rosendal er en fornøjelig og afslappet jazzmusiker, der ikke tager det hele alt for højtideligt, ud over selvfølgelig lige de enkelte musikeres kvaliteter. Der er lidt af den samme nysgerrige og legende tilgang til musikken som der var på hans 5 år gamle soloplade Solo. Denne gang eksperimenteres der dog noget mindre. Et enkelt nummer er genganger fra albummet Crescent, der udkom for snart et år siden i Japan. Det er titelnummeret. Hvornår mon vi får lov til, at høre den plade herhjemme?

mandag, november 05, 2012

1982+BJ Cole (Hubro)


I Norge har man efterhånden en særlig tradition for at blande traditionel norsk folkemusik og gamle instrumenter med moderne instrumenter og improvisation. Trioen 1982's møde med pedalsteelguitar legenden BJ Cole er ingen undtagelse. BJ Cole har en sessionografi der dækker Elton John, Iggy Pop, Björk, REM, David Sylvian og mange andre. Trioen 1982 har tidligere lavet et par albums og havde et stykke tid puslet med idéen om, at samarbejde med en fjerde musiker. Her foreslog et af medlemmerne BJ Cole, der på forunderligste vis glider ind trioens univers der består af hardangerfele og violin (Nils Økland), harmonium (Sigbjørn Apeland) og trommer (Øyvind Skarbø). 

Musikken er Velvet Underground der er landet i de norske fjelde. Det er droner og varme pedalsteeltoner. Det er fire musikere, der har skabt et meget originalt univers. Norsk folkemusik med eftertænksomhed. Bevægende og malende lydlandskaber. 1982+BJ Cole er en regnvåd efterårsrejse i det norske landskab.

lørdag, november 03, 2012

The Opposite: In Action (Kopasetic)


Et af kendetegnende for Miles Davis' elektriske periode var at de numre der kom med på pladerne, oftest var redigerede udpluk fra lange sessions, der både kunne være i studiet eller på en scene. Når jeg hører den svenske gruppe The Opposite kommer jeg meget let til, at tænke på den musik som Miles frembragte fra slutningen af 60'erne til et stykke ind i 70'erne. Deres første plade Intertwined var en studieindspilning, som blev kåret til årets bedste svenske jazzplade i 2009 ved Manifestgalan. På den nye plade rykker de rent. Løse, næsten flagrende grooves med Samuel Hällkvists skærende skæve guitarsoli, Loïc Dequidts heftige Rhodes og piano og Marcelo Gabard Pazos svævende saxofon. En rytmegruppe med Peter Nilssons steady pulserende trommespil, David Carlsson beskidte funky bas og Anders Vestergårds vibrerende percussion.

In Action er en kærkommen lejlighed til, at blive mindet om at det område af jazzen, hvor elektricitet, grooves, impro, rock og rendyrket sammenspil fletter fingre, er et medrivende område.

onsdag, oktober 31, 2012

Kasper Tranberg & Nils Davidsen: Zone Bleue (ILK)


Nu er det sådan set ikke fordi, at jeg hænger ud med ret mange danske jazzmusikere. Men jeg møder da enkelte i ny og næ. Som da jeg talte med Kasper Tranberg efter en koncert på Fermaten i Herning i foråret, hvor snakken lystigt gik om jazzen og alle afvejene. Det er ret beset fedt at high-five den med trompetisten en sen aftentime i Herning, fordi man også har en svaghed for noget weird shit. Tro mig, det er ikke så tit at jeg får mulighed for det i Herning. Nu kan jeg så i stedet nyde noget af Kasper Tranbergs trompet, hvor det ind i mellem får lov til, at udvikle sig til noget weird shit. Tranberg har på dette album fundet sammen med sin gamle ven og kollega fra 90'ernes danske jazzhåb When Granny Sleeps, bassisten Nils Davidsen. 

Tranberg og Davidsen i duo i 2012 er stærke sager! Kasper Tranberg er gammeldags i sit udtryk. Han kunne sagtens have spillet i 50'erne uden at nogen ville have hævet et øjenbryn. Midt i det traditionsbundne udtryk søger han så noget af det underlige og ikke umiddelbart forklarlige. Tranberg og Davidsen supplerer begge med keyboards, hvor de med underbyggende klangflader og sære lyde skaber stemninger i numrene. Feks. er Davidsens Niveje som at høre et gammelt sci-fi soundtrack, hvor jorden indtages. Davidsens pågående bas dukker ofte op og får lov til at fylde. I duetterne med Tranberg skabes der skønhed, underlighed og vidunderlighed. Zone bleue er blevet til en plade der blander det underlige og det mere forståelige. En dejlig og anbefalelsesværdig plade.
Bonusinfo:
Der er releasekoncert i Nørrebro Jazzklub i Osramhuset, København søn. d. 4. november kl. 16.00

mandag, oktober 29, 2012

DMA Jazz 2012 Nominerede


Det blev i dag afsløret hvem der er nomineret i de forskellige kategorier til årets store jazzprisuddeling på Copenhagen Jazzhouse d. 24. november. 
Jazznyt vil selvfølgelig være tilstede ved arrangementet, hvor der også er småkoncerter med vinderne fra sidste år: Carsten Dahl, Helle Hansen, Orpheus og Stefan Pasborg. 

Nedenfor er listen over de nominerede, hvor jeg godt kan tilslutte mig mange af de valgte plader. Årets danske jazzudgivelse er en af de kategorier, hvor det er ekstra svært, at forudse hvem der vinder. Det er en blandet landhandel, hvor både Niels Vincentz's 12 år gamle indspilninger med Billy Hart og Cameron Brown, Snorre Kirk's Blues modernism - med Jan Harbeck som eneste danske musiker og Simon Toldam's spartanske Sunshine sunshine or green as grass er plader der har roteret i bloggerresidensen med ekstra stor opmærksomhed. I katergorien Årets nye danske navn finder man Admiral Awesome's album, som jeg anbefalede varmt her på bloggen helt tilbage i august 2011, ikke voldsomt aktuelt. Men stadig en god plade. I crossover kategorien stritter det så vildt, at der både er tango, hip hop, world, kammermusik og avantgardepop. Her finder man også det eneste album der ikke er anmeldt her på bloggen. John Sunds album The Open Road.
Det er altid spændende, hvem der vinder. Igen i år vil jeg liveblogge fra arrangementet, hvor den afgående Jazzhouse musikchef Lennart Ginman er vært.

Årets Danske Jazzudgivelse
Christina von Bülow & Fredrik Lundin: Silhouette (Stunt Records/Sundance)
Peter Danstrup: Beautiful Untrue Things (Gateway)
Snorre Kirk: Blues Modernism (Calibrated)
Simon Toldam: Sunshine Sunshine or Green as Grass (ILK)
Niels Vincentz: Early Reflection (SteepleChase)

Årets Nye Danske Jazznavn
Admiral Awesome – nomineret for udgivelsen Admiral Awesome f. Fredrik Ljungkvist (Gateway)
Snorre Kirk - nomineret for udgivelsen Blues Modernism (Calibrated)
Marko Martinovic nomineret for udgivelsen Quintessence (Gateway)
Mads Mathias – nomineret for udgivelsen Free Falling (Calibrated)
Svin – nomineret for udgivelsen Heimat (Mom Eat Dad)

Årets Danske Vokaljazzudgivelse
Foyn Trio: Visible (Finito Bacalao Records)
Indra: In Between (Bendra Records)
Kira: Memories of Days Gone By (Stunt Records/Sundance)
Little Red Big Bang: Little Red Big Bang (ILK)
Mads Mathias: Free Falling (Calibrated)

Årets Danske Crossover Jazzudgivelse
Jakob Davidsen Kammeratorkester: Jakob Davidsens Kammeratorkester (Gateway)
Little Red Big Bang: Little Red Big Bang (ILK)
McEinar & KunTakt: Jeg må ha' en coach (Long Life Records)
John Sund: The Open Road (Exlibris – Storyville Records)
Torben Westergaard: Tangofied (Gateway)

Årets Danske Jazzkomponist
Peter Danstrup - nomineret for udgivelsen Beautiful Untrue Things (Gateway)
Lars Møller – nomineret for udgivelsen Episodes (Calibrated)
Simon Toldam – nomineret for udgivelsen Sunshine Sunshine or Green as Grass (ILK)
Torben Westergaard – nomineret for udgivelsen Tangofied (Gateway)
Jesper Zeuthen – nomineret for udgivelsen Jesper Zeuthen Trio Live (Blackout Music)

Årets Børnejazznavn (uddeles ved et særligt børnejazz-arrangement tidligere på dagen)
Benita Haastrup
Jazz Five
Wonderbrazz

JazzLive: Jazzmusikernes pris til Årets Spillested 
Buddhas Jazzklub/ Klaverfabrikken, Hillerød
Cafe Divino, Espergærde
Uteater, Odense

fredag, oktober 26, 2012

Eggs Laid By Tigers: Under the mile off moon (ILK)


Dette er ikke en jazzudgivelse! Men da det er off beat-jazzpladeselskabet ILK der udgiver og det er musikere som bassisten Jonas Westergaard og trommeslageren Peter Bruun der står bag musikken i trioen, så samler der sig alligevel en sund og nærende interesse for dette litterære pladeudspil. "Jeg skrev dejligt originale sager, ligesom æg lagt af tigre" sagde den walisiske digter Dylan Thomas. Det er ham som trioen har sat musik til. 11 vidunderlige tekster med dybe dybder. Der er masser af stof til eftertanke og overvejelser om livet. 

Musikalsk suppleres trioen, der også består af Martin Ullits Dahl (bedre kendt som Prins Nitram) af en række ILK-kendinge. Simon Toldam, Anders Banke, Jakob Munck og Jimmy Nyborg, der er med til at sikre den høje musikalske kvalitet. Jeg kommer flere gange til, at tænke på britisk rock fra midt og slut 60'erne i stil med Kinks som de lød på Waterloo Sunset. Der er noget af den samme ubundne musikalske frihed i Eggs Laid By Tigers. Stemningsfyldt flerstemmig sang i et overvejende akustisk univers, pakket ind i gode arrangementer. Folk, rock, jazz og nogle stærke musikalske personligheder der satser og holder hele vejen.

torsdag, oktober 25, 2012

Angel: Live at KKI (Barefoot Records)


Vi møder trioen Angel på denne live-optagelse fra KKI Laboratorium i Flensburg. Optagelsen fandt sted i slutningen af 2010, samme år som deres debutplade udkom. På de to (lange) numre Pyramid og Pyramids er trioen igen ude på overdrevet. Det er freejazz i yderste potens. Den opfindsomme guitarist Stephan Sieben er i fornemt selskab med to af de stærkeste impro/freejazz musikere herhjemme. Nordmanden Haakon Berre på trommer og bassisten Adam Pultz Melbye viser endnu en gang, hvordan man lader musikken gå fuldstændigt i opløsning. De to numre er knapt så heavy i udtrykket som debutpladen. Der er stadig kraftfyldt vildskab. Men det er som om koncert-situationen har lagt en dæmper på det voldsomme. De er i stedet ætset gennem det metalliske. De befinder sig i et kogekar med syre, rust, damp og en kraftig lugt af sammenbrud.

Angel's plade er en vigtig udgivelse, der er med til at understrege den stærke position dansk impro og freejazz har lige nu. Sieben, Berre og Melbye er tre modige musikere, der ikke er ude på at please. At lade musik falde så meget fra hinanden som her, er både provokerende og tiltalende.

onsdag, oktober 24, 2012

Jonathan Gee Trio: Dragonfly (ASC)


Den britiske pianist Jonathan Gee er på albummet Dragonfly sammen med amerikanerne Joseph Lepore på bas og Nasheet Waits på trommer. Sidstnævnte kender vi herhjemme for samarbejdet med Jakob Dinesen på et par djævelsk gode albums fra 2005 og 2007. Jonathan Gee har været at finde på den engelske jazzscene siden 80'erne. I 1991 fik han Rising Star prisen ved British Jazz Awards.  Han har siden bla. samarbejdet med Claire Martin, Mika Mylarri, Tony Kofi, Jay Phelps og Pharaoh Sanders.

At Jonathan Gee spiller et Thelonious Monk nummer er ikke tilfældigt. Monk's komposition We see spilles med lige dele ærefrygt og gå på mod. Gee runder de skarpe Monk-kanter uden større skrammer. I et fint samarbejde med Lepore og Waits har Gee lavet et åbent trioalbum. Der er plads til nærvær og sammenspil. Musikken afvikles med stor akuratesse og indføling. Et rigtigt fint trioalbum. Her er både inspiration fra de sene 50'ere og nutiden.

tirsdag, oktober 23, 2012

Fourplay: Esprit de four (Heads up/Concord/Naxos)


Hvis du ikke kan lide smooth jazz, så stop bare her. Fourplay er smooth jazz i den mest luksuriøse forklædning. Esprit de four er deres tolvte album siden 1991. Undervejs er guitaristen skiftet ud et par gange, fra Lee Ritenour til Chuck Loeb i dag - jeg kan dog ikke høre den store forskel. Rytmegruppen er den samme. Pianisten og keyboardspilleren Bob James lavede i 70'erne en række forrygende fede funky albums. Bassisten Nathan East har et session-CV, der går fra Eric Clapton til Barry White over Michael Bublé. Trommeslageren Harvey Mason har et lige så breathtaking CV, overvejende i jazzens pænere kredse. Med andre ord, nogle vanvittigt dygtige musikere, der elsker at spille noget med melodi. Noget af musikken er blevet til på baggrund af tsunamien i Japan i 2011, hvor Bob James som så mange andre blev meget berørt. Kvartetten har et stort publikum derovre - og stadig også i USA, hvor der dog rapporteres om stor tilbagegang for 90'ernes meget populære smooth jazz-radiostationer.

Esprit de four er gnidningsfrit album, der glider pænt ind i baggrunden som lydtapet. Da jeg har hentet en stor del af min musikalske bagage i firserne (Sanborn, Benson, Ritenour…) har jeg ikke problemer med at lytte Fourplay. Tværtimod, jeg falder fuldstændig på røven, når Nathan East elektriske bas runger og buldrer så blødt. Det er sådan noget der får mine Bowers & Wilkins højttalere til, at lyde af en halv million…lækkert. Når det så er sagt, så er der også lidt af den rigtigt kedelige slags på pladen. Det sidste nummer er med den japanske sangerinde Seiko Matsuda. Det lyder som noget der kunne være titelmelodien til Disney's Den Lille Havfrue. Kedeligt men den kan man så bare springe over. Resten er lækker hifi jazz, der får mig til, at drømme om Technics-effektforstærkere med store VU-metre.

mandag, oktober 22, 2012

Ibrahim Electric: Isle of Men (Target)


Ibrahim Electric er noget helt specielt på den danske jazz- og musikscene. De har eksisteret i over ti år. De har hele tiden spillet koncerter og udgivet plader med lige så stor entusiasme og glæde som de gjorde i starten. Deres nye og syvende album er en kraftig understregning af, at de fortsat er på toppen og har noget at byde på. Albummet Isle of Men er en udbygning af noget af det jeg holder allermest af hos Ibrahim Electric. Groovy og fængende orgeltrio-afrojazzrockfunk. 

Denne gang er de mere fokuserede end på på de to foregående albums. Der er knap så meget overflødigt fjolleri i musikken - det finder man så til gengæld så rigeligt af i CD-bookletten. Guitaristen Nicklas Knudsen er usvigeligt swingende sikker i sin sag, når han smider sine finurlige guitarfigurer, ofte med et afrostænk, ind i Ibrahim Electric-universet. Jeppe Tuxen er veloplagt og frisk. Han har både Booker T, Jimmy Smith og Jon Lord som inspirationskilder. Trommeslageren Stefan Pasborg runder sin efterårs albumtrilogi af med det mest "folkelige" album. Han har ingen problemer med at holde et steady beat. Han tilføjer en masse lækre detaljer, så der både er noget for trommefans og dem der godt kan lide at gå rytmeamok hjemme i stuen.

Isle of men byder på 10 numre med titler som Appman, Caveman, Handyman, Rainman, Partyman etc. Et suverænt og anbefalelsesværdigt Ibrahim Electric-album er atter at finde på nettet, på CD og sør'me også LP. 
Bonusinfo:
Fra torsdag d. 25. oktober og de følgende fire torsdage, sender DR K en række halv times-programmer med Stefan Pasborg i fokus. Han præsenteres med sine mange forskellige bands. På torsdag er det Odessa XL fra Copenhagen Jazzhouse 2011.

Hjælp ny radiostation på vej


Radiosyndikatet er en ny form for foreningsradio som starter op i 2013. For ikke at gå bankeråt personligt forsøger foreningen, at samle penge ind via crowdfunding, som er med til at sikre radioens levetid og startomkostninger.
Radio Syndikatet kommer til at tilbyde specialproducerede programmer, som hovedsageligt henvender sig til et niche publikum. Det kan eksempelvis være et ugentligt program om Italo Disco eller Hip Hop, eller et månedligt program om relationen mellem Jazz og Hip Hop.
Radio Syndikatet er en Internet radio og kan således høres fra enhver computer, derudover vil det være muligt at streame alle programmerne "on-demand", hvilket ganske enkelt betyder man kan lytte til de enkelte programmer når man vil og hvor man vil.
Radio Syndikatet har derudover indgået aftaler med KODA og Gramex, for at sikre at de kan blive ved med at spille præcis den musik de vil, når de vil.

Jazzhatten dækker over Radio Syndikatets jazzflade. Jazzhatten bliver bestyret af Mikkel Schrøder Dysted aka. Mister Flying Hips, som er mangeårig jazzfan og samler. Der vil dog ofte være gæster, musikere og andre dedikerede jazzfolk i studiet. Fladen bliver indtil videre inddelt således:

Den klassiske jazzhat
En ugentlig udsendelse med den klassiske opstilling. Her bliver der spillet alt fra klassisk bebop til den hårde avantgarde. Og der bliver plads til at gå i dybden imellem musikken. En god suppe af nyt og gammelt i jazzens verden.

Undergrundens jazzhat
Et program hver anden uge om den danske undergrund. Her vil fokus blive sat på de små undergrundsselskaber, fra Barefoot til Cowbell, der leverer et spændende og ikke mindst vigtigt vækstlag, på den danske jazzscene. Hvad rør sig, hvem er med og er det fedt? Her vil der være gæster indbudt fra de pågældende selskaber, så vi kan komme i dybden og ikke mindst blive rørt.

Den sindssygt høje jazzhat
Et månedligt program hvor vi tager fat i de absolutte hovedværker i jazzhistorien. Det kan være alt fra et drumbreak, over en guitarlyd, til et mesterplade som ”Kind of Blue”. Her vil vi belyse og bevise hvad månedens spotlight har betydet i musikhistorien og hvorfor den er så åndssvagt fed. Her vil der udover Mikkel, være en musikhistoriker og en studietekniker/musiker med i studiet, til at belyse dens betydning og dens tricks.

Du kan læse mere om Radiosyndikatet på deres hjemmeside: radiosyndikatet.dk

Du kan støtte initiativet økonomisk her: indiegogo.com/RadioSyndikat