torsdag, oktober 27, 2011

Girls in Airports: Migration (Mawi Music/Gateway)

The future of Dansk Jazz!!!
I 1974 skrev musikkritikeren Jon Landau at han havde set rock'n'rollens fremtid og dets navn var Bruce Springsteeen. Han blev nogle år senere Springsteens manager. Nu er det ikke fordi jeg ønsker at være manager for Girls in Airports. 
Men hold for guds skyld sammen på det band! 
De er The future of Dansk Jazz!!! 
De har endnu en gang lavet et fantastisk album. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Min begejstring vil ingen ende tage. Girls in Airports blander stilarter på deres egen originale måde. Alligevel lyder det så ligefremt og logisk. Det nye album er en flot fortsættelse af det de startede med debutalbummet sidste år.

Der er toner fra Indien, Afrika, Skandinavien og steder jeg ikke kender. Girls in Airports spiller en vidunderlig og original blanding af jazz, rock og world. Den basløse kvintet med hovedkomponisten Martin Stender på sax, Lars Greve på sax, Mathias Holm på keyboards, Victor Dybbroe på percussion og Mads Forsby på trommer indleder pladen med titelnummeret Migration. Den starter med et roligt saxofonforløb for så, at fortsætte over i en nærmest underspillet sambarytme. Der er den smukke ballade Transvestite og Need a light i samme rolige tempo. Der er skæverten Pirates and tankers. Der er festaben Gong song.


Girls in Airports store force er lyden af kollektivet. Sammenspillet. Der er saxparløbet mellem Stender og Greve. Der er rytmerne ved Forsby og Dybbroe. Mens Holm på tangenterne flyder mellem rytme og melodi.
Køb to eksemplarer af albummet. Behold den ene selv og giv den anden til en du holder af.
Bonusinfo:
Kvintetten har lige været i Kina på turné og giver d. 5. november koncert ved DMA Jazz arrangementet på Huset.
girlsinairports.net

Ingen kommentarer: