tirsdag, december 21, 2010

Grethe Ingmann: Den ukendte Grethe Ingmann - Jazzindspilninger fra 1955-59 (Forlaget Vandkunsten)

Værdig oprejsning til Danmarks første jazzdiva
 Forfatteren og radiomanden Søren E. Jensen har sat sig for at genoprejse Grethe Ingmann. Med dette album gør han sit for at vi lærer den Grethe Ingmann at kende der kan synge med stærk personlighed, udstråling og dybde. Det sker på 20 numre, der kan klassificeres som jazzpop af bedste skuffe. Da hun først var kendt brugte hun talentet på en masse ragelse - Dansevise og Duerne flyver hører til undtagelserne.
Det er ikke et pladeselskab der har udsendt pladen, men derimod Forlaget Vandkunsten, der oftest gør det i smagfulde bogudgivelser. De har tidligere udsendt Søren E. Jensens plade Jørgen Ingmann og Digterne, hvor guitarlegendens gamle indspilninger er sat sammen med en lang række digterlegenders oplæsninger. Det blev til en stærkt anbefalelsværdig udgivelse.
Det er denne udgivelse også. Musikken er spillet og sat i scene af Jørgen Ingmann. Den holder en høj standard. Men det er hendes fantastiske stemme på toppen af det hele, der er grunden til at denne plade er i særklasse. Lyt blot til Serge Gainsbourg's Avant de mourir eller Lonesome town, der vel at mærke synges på dansk. På de fire første numre på pladen, der ikke tidligere er udgivet, er hun i selskab med Jørn Grauengaards trio. Det var før hun mødte Jørgen Ingmann, hun er allerede en stjerne i svøb på det tidspunkt.
Grethe Ingmann strålede når hun stod på scenen, men kunne ikke finde ud af, at leve et liv udenfor rampelyset. Det berøres bla. i Søren E. Jensens personlige essay om regnvejrsdivaen Grethe Ingmann i det medfølgende hæfte.
www.forlagetvandkunsten.dk/109924/

Ingen kommentarer: