lørdag, oktober 30, 2010

Kenneth Dahl Knudsen Group: Strings attached (Gateway)

Årets nordjyske jazzmusiker
Op til Copenhagen Jazzfestival i år, glædede Politikens anmelder Henrik Palle sig over, at Kenneth Knudsen Group skulle spille på Tango Y Vinos. Det var dejligt at den gamle keyboardlegende igen kom frem i lyset. Det var bare ikke keyboardlegenden, der skulle spille på Tango Y Vinos. Det var den unge nordjyske bassist Kenneth DAHL Knudsen, der skulle spille på Tango Y Vinos.
Nu er der et debutalbum klart med bassisten, der lige har fået prisen som årets nordjyske jazzmusiker. Han har tidligere gjort opmærksom på sig selv i jazzrockbandet Crashnburn. Nu springer han for alvor ud - og med denne plade er han godt på vej til, at jazzinteresserede opdager at der også er en bassist og komponist der hedder Kenneth Knudsen.
Han omgiver sig på debutpladen med seks musikere. Den polske - men i Danmark bosatte - trompetist Tomasz Dabrowski er sammen med den israelske - men i New York bosatte - guitarist Gilad Hekselman to af pladens store oplevelser. Desuden er der udover klaver og trommer både en altsax og en basklarinet på spil. Knudsen har komponeret og arrangeret al musikken, der har en egen lidt sørgmodig tone. Den er stærk nok til at trænge igennem, hvad enten det drejer sig om balladerne eller de kraftstyrede numre.
Det er jazz med et personligt drive, hvor der er hørbare elementer af både rock og klassisk jazz. Det er en ambitiøs og holdbar plade der med Hekselmans stærke guitarspil - der sine steder kan minde om Kurt Rosenwinkel - er en rigtig god debutplade med nutidig jazz. Knudsen skal også roses for ikke at være bange for, at sætte sig selv i det musikalske centrum. Han placerer sig mange steder langt fremme - og det klæder ærligt talt en jazzbassists soloplade.
Kenneth Dahl Knudsen: kennethdahlknudsen.com

Ingen kommentarer: