tirsdag, april 06, 2010

Montmartres program er offentliggjort

Siden Niels Lan Doky og Rune Bech annoncerede at de ville genåbne Jazzhus Montmartre i St. Regnegade har der hersket stor spænding om, hvilket musikprogram de ville præsentere.
Det løftede de sløret for i dag. De præsenterer et program der lugter rigtigt meget af Montmartre-stemning. Udenlandske stjerner og danske ditto i en god blanding, der får mundvandet til at løbe hos enhver jazzelsker. Trommeslageren Jeff 'Tain' Watts indtager stedet de første 9 aftener. De første fem er det med eget materiale sammen med et dansk/svensk luksusband bestående af de svenske blæsere Vincent Nilsson, Anders Bergcrantz og Tomas Franck og danskerne Morten Ramsbøl og Jacob Christoffersen. De næste fire er det som sideman hos den franske violinist Didier Lockwood, hvor Niels Lan Doky indtager pianoet.

Herefter folder der sig et jazzprogram ud, der kan tilfredsstille både jazzconnoisseurs og dem der "bare" holder af god jazz. Her er ingen world, electronica eller andre crossover-tiltag.

Kenny Garrett, Bill Evans, Gino Vanelli, Abdullah Ibrahim, Martial Solal og Kenny Barron Quartet feat. Antonio Sanchez er blandt de internationale indslag i tiden frem til og med Copenhagen Jazzfestival. Blandt de danske er der adskillige spændende indslag. Blandt andet en stribe aftener under titlen The art of the trio, hvor forskellige saxofonister; Hans Ulrik, Fredrik Lundin og Tomas Franck skiftevis er i front for en trio, hvor det eneste medlem der går igen er den kun tyve-årige trommeslager Niclas Bardeleben.

Forskellige tributes er der også på programmet. Bla. til Stan Getz med saxofonisten George Robert i selskab med en Montmartre classic trio bestående af Riel, Vinding og Kock Hansen og en hyldest til udødelige album med Monica Zetterlund og Bill Evans med Sinne Eeg og Lars Jansson.

Jazzhus Montmartre: www.jazzhusmontmartre.dk

Ingen kommentarer: