mandag, maj 18, 2009

Borderline Ensemble feat. T.S. Høeg: Beware (Your Favourite Jazz)

Tag dig i agt!

"Musik er ikke en stil, men et udtryk siger den gamle modernist." Sådan indleder TS Høeg den nye plade med Borderline Ensemble. Borderline Ensemble bruger Soundpainting i frembringelsen af deres musik. Det er et kompositions-/direktions-tegnsprog udviklet af komponisten Walter Thompson fra New York.
Trompetisten Ketil Duckert og basunisten Gustav Rasmussen har studeret hos Thompson. De er ledere af Borderline Ensemble, der udover dem består af Bjørn Heebøll på trommer, Nils Davidsen på stuntbas, Stephan Sieben på guitar, Kevin Christensen på basun, Niels Løkkegaard på altsax, Martin Pedersen på tenorsax, Lars Søeberg Rasmussen på trompet og Thomas Caudery på trompet. På Beware bliver de suppleret med digteren og performeren TS Høeg.
For lytteren har det ikke umiddelbart den store betydning at musikken er frembragt ved hjælp af Soundpainting - eller det har det vel, for det er sådan musikken er skabt. TS Høegs musiske evner kommer tydeligt til udtryk. Sammensmeltningen mellem et digt, oplæsningen og Høegs måde at servere det på er så stangmusikalsk som Ornette Coleman på sin saxofon. Pladen indeholder nogle højdepunkter der bør få både lyrik og jazzinteresserede til at vågne op.
Nummeret Det eterniske øjeblik præsenteres med megen dommedagsspænding og uhygge og alligevel stramt tilbagelænet. De to numre der supplerer hinanden Imod Blues - Den ene vej og Imod Blues - Den anden vej er lårklaskende morsomme i en bittersarkastisk jazzstemning. Fantastisk!
Musikalsk befinder Borderline Ensemble sig i verden af avantgarde, skrammeljazz, groovy elasticitet (thank you, Mr. Heebøll) og en ensembleperformance, der både får lov til at falde fra hinanden og stå af sig selv.
Bonusinfo:
TS Høeg kan opleves allerede den kommende weekend på Spot Festival, dog uden Borderline Ensemble. De kan til gengæld opleves sammen på Hotel 27 i København d. 4. juli under Copenhagen Jazz Festival og igen d. 9. juli allerede kl. 10.30, hvor de i Østre Anlæg laver en børnejazzkoncert, her læser TS Høeg op af sin børnebog Boogie-manden.
Borderline Ensemble: www.borderlineensemble.dk
My Space: www.myspace.com/borderlineensemble

Ingen kommentarer: