torsdag, april 16, 2009

Lea Thorlann & The Spicy Gang: Untitled (Gateway)

Lige tilpas krydret

Det er mærkeligt at sidde med en plade der blev indspillet for lige præcis tre år siden, men først er udkommet nu. Men det er nu ikke det, der undrer mig mest. Hvordan kan en så stærkt syngende kvinde dog holde sig så skjult så godt. Jeg forstår det ikke. Lea Thorlann er et helt nyt bekendtskab for mig. Hun serverer en homogen og gennembearbejdet plade med mange kvaliteter. Pladen indeholder en blanding af Lea's fyldige og kraftige gospelinspirerede stemme, analoge keyboards, soul, blues og jazz. Det er der måske ikke noget voldsomt originalt over. Men når den leveres på den autentiske og uhøjtidelige måde som her, så skal man være usædvanligt kedelig for ikke at swinge med.
Pladen indeholder flere suveræne numre og da det her er en jazzblog, så vil jeg lige kippe med flaget for sangen And finally she got her Bass Trombone. Teksten er både morsom og original. Sangen Untitled er titler på jazzstandards sat sammen til en finurlig tekst, som mange jazzhoveder helt sikkert vil kunne lide: "I'll nomore be a stranger in the night, 'cause my heart belongs to daddy, when April in Paris takes all of me, I ain't misbehavin come fly with me, we're dancing on the ceiling, You make me feel so young young at heart, I get a kick out of you Watermelon man".
Lea Thorlann's veloplagte backingband The Spicy Gang består af Lasse Storgaard på div. lækre keyboards - læg mærke til den fede analog synth på pladens hitemne, 24 hours in Memphis, Tomas Høffding på bas og Martin Seidelin på trommer.
Lea Thorlann: www.leathorlann.dk
My Space: www.myspace.com/leathorlannthespicygang

Ingen kommentarer: