onsdag, august 06, 2008

Benjamin Koppel: The Poetic principle (Cowbell Music)

Benjamin Koppel og Edgar Allen Poe

Det er den femte udgivelse med saxofonisten Benjamin Koppel i år og har du kun råd til en, så er den her du skal købe. Han er i selskab med bassisten Miroslav Vitous, der i sine unge dage var med til stifte Weather Report og siden har holdt sig i de øverste luftlag indenfor jazzen. Men det er ikke kun pga. Vitous at pladen er interessant. For første gang spiller Benjamin Koppel sammen med sin far Anders Koppel i en jazz-sammenhæng. Stefan Pasborg spiller trommer, Carsten Dahl spiller piano på nogle enkelte numre. Hvilket Thommy Andersson på bas og Jacob Andersen på percussion også gør.
Denne plade er først og fremmest Benjamin Koppels, han har komponeret alle numrene, pånær to som Anders Koppel har taget sig af. Han er i ilden hele tiden sammen med Vitous, hvor de både spiller duo og med de andre musikere. Miroslav Vitous har sin egen baslyd og er vel sammen med NHØP den største bassist der er kommet ud af Europa. Vitous spiller elegant og svinger mellem rasende hurtigt spil på strengene til det mere flydende. Benjamin Koppel har ingen problmer med at spille sammen med Vitous, han skifter mellem sopran-, alt- og barytonsaxofon. Desuden spiller han også på tubax, der er et næsten mands-højt kakkelovnsrør, der kan spille rigigt dybt. Man er ihvertfald ikke i tvivl, når Koppel spiller på den.
Pladens titel er taget fra Edgar Allen Poe's novelle The Poetic Principle, der blev udgivet et år efter Poe's død i 1849. Den omhandler litteraturkritik og Poe's litteraturteori. Bla. er Poe fortaler for at et digt skal skrives for digtets skyld og at det ultimative mål for kunst er æstetik. Alle titlerne på numrene på pladen er taget fra ting som Edgar Allen Poe har skrevet.
Bonusinfo:
Benjamin Koppel spiller d. 8. og 9. august på Copenhagen Jazzhouse sammen med Miroslav Vitous, Anders Koppel, Carsten Dahl og Peter Nilsson.
My Space: www.myspace.com/wwwmyspacecombenjaminkoppel

Ingen kommentarer: