torsdag, januar 10, 2008

Ben Webster: Ben Webster in Denmark 1965-1971 (Emarcy/DR) DVD

Dengang der var jazz på DR

Det går ikke en uge uden den ene sørgmodige historie efter den anden om Danmarks Radio. I 2007 var DR med til at promovere en engelsk telefonsælgers sangkarriere, så meget at han solgte flere plader end Kim Larsen. Det er altså sørgmodigt, ligegyldigt hvordan man end vender og drejer det.
Næhhh....så var det noget andet dengang man brugte licensbetalernes penge til at promovere en amerikansk tenorsaxofonist, der i sit livs efterår var kommet til Danmark. Danskerne fik til gengæld en stribe musikalske forårsdage. Nok var han gammel og spillede som han altid havde gjort, han var til gengæld en af de bedste nogensinde.
Der er netop udsendt en DVD, Ben Webster in Denmark hvor man i fire programmer fra 1965-1971 følger saxonisten. Den første er en liveoptagelse fra 1965 i DR's studier, hvor Webster er i selskab med Montmartretrioen: Kenny Drew (piano), NHØP (bas) og Alex Riel (trommer). Programmerne er fra dengang hvor der var højt til loftet i DR for visse musikgenrer. Det andet program fra 1968 er med Radioens Big Band inkl. strygere under ledelse af Niels Jørgen Steen (med en smøg i munden). Mange kender nok musikken, da den findes på flere plader, men hvor er det herligt at få billeder på. Big bandet er proppet med topmusikere: Dexter Gordon, Sahib Shihab, Palle Mikkelborg, NHØP, Albert "Tootie" Heath etc.
Det tredje program er konceroptagelse fra Odd Fellow Palæet i 1969. Det er en mindekoncert for Timme Rosenkrantz, hvor Webster er på scenen med sin gamle kollega pianisten Teddy Wilson.
Det fjerde program Big Ben fra 1971 er et portræt (i farver!). Det er DVD'ens højdepunkt. Man møder Webster i lejligheden ved søerne, hvor han bla. får besøg af en tørstig Charlie Shavers. Programmet er gammeldags TV, hvor man havde god tid. Man bruger hele melodien Cotton Tail (Websters shining hour) til at følge ham på turen fra lejligheden, ud i elevatoren, ned i taxaen og så ud til TV-byen. Her møder han op i Studie 1, hvor et hold strygere og Ray Pitts venter på ham til en studieindspilning. Vi møder ham også i et røgfyldt Montmartre på scenen sammen med førsnævnte Shavers (trompet), Niels Jørgen Steen (piano), Jørn Elniff (trommer), NHØP (bas) og Finn Ziegler (violin).
Danmarks Radio ligger inde med en del af den slags guldmateriale, så lad os håbe, at vi får love til at se mere.

Ingen kommentarer: