mandag, oktober 29, 2007

Høgsbro/Nordal IV: Abstract distance (Calibrated)

På musikalsk rejse med Høgsbro og Nordal

Guitaristen Jesper Nordal og saxofonisten mm. Jakob Høgsbro's samarbejde munder nu ud i en CD; Abstract distance, hvorpå de får hjælp af Esben Eyermann på bas og Jesper Uno Kofoed på trommer. Musikken er inspireret af Indien (The holy cows of Bombay), Afghanistan (Umbra of Kabul), England (Fish'n chips) og Danmark (Ebbe Skammelsøn) og flere andre lande. Landene og kulturen høres gennem et filter af Høgsbros lyse saxspil (Jan Garbarek har ikke levet forgæves) og Nordals melodiske og overvejende akustiske guitarspil. Titlen er perfekt til musikken. De to musikere har en opfattelse og indlevelse i de kulturer, de besøger i de forskellige numre, men det bliver alligevel deres personlige opfattelse og lyder ikke som worldjazz eller fusion. Det er nordisk jazz med et stænk etnisk farve sprøjtet ud over lærredet.
Pladen er tilbagelænet og virker som følge deraf lidt skitseagtig ind imellem, men det er højst sandsynligt også tilstræbt, det er det abstrakte og ikke det konkrete som hænges op her.
MP3 Downloadtip: Ebbe Skammelsøn
Bonusinfo 1: Jakob Høgsbro laver børnemusik under navnet Ubetinget Skrigepligt.
Bonusinfo 2: Jesper Nordal har også lige udsendt pladen Nordal Twang, mere om den senere.

Ingen kommentarer: