torsdag, august 24, 2017

Blå Tone (Blå Tone)

Det her er et album som ingen andre. Pianisten og komponisten Peter Skumme er nok bedst kendt, blandt danske jazzmusikere som formand for jazzklubben Giant Steps fra Svendborg (prøv lige at tjekke deres program for efteråret 2017 - det er vildt!). Han er også udøvende musiker. Han har lavet et konceptalbum sammen med sangerinden og tekstforfatteren Anita Lykkegård og sopransaxofonisten Karin la Cour Lützen. De kalder sig for Blå Tone. Hvis man har en idé om hvad den "blå tone" er, så er man er på sporet af trioen. Ifølge Wikipedia er det de skæve toner i bluesskalaen. Ofte forståes det også ind i jazzen som de toner der ligger lidt under den normale skalatone. Det giver et molagtigt præg på en melodi i dur, som det ofte høres i blues.

En blå tone er også en stemning, der emmer af mol og melankoli. Det gør trioens trioens musik også. Trioens musik er på ingen måde i bluesafdelingen. Det er kammerjazz, hvor der ikke er langt til den klassiske musik. Trioen har et enkelt udtryk, hvor teksternes indhold om flygtninge, barndom, følelser og kærlighed også er af stor betydning og kommer til syne. Nummeret In the twilight er en behagelig melodi, hvor Karin la Cour Lützens bløde sopransax indgår i en alliance med Skummes klaverspil. Anita Lykkegårds sangstemme er tydelig og ren, noget der besvares i musikken. Skummes diskrete tilføjelser af effekter som på f.eks. på nummeret Childhood er både klædeligt og passende.
Bonusinfo:
Der er releasekoncert d. 2. september kl. 13 på Galleri No. 44 i Svendborg.

onsdag, august 23, 2017

Rodney Green Quartet feat. Warren Wolf: Live at Jazzhus Montmartre (Storyville)

Selvfølgelig er det bedst at opleve jazz live. Man kan gå i opløsning og lade sig smelte sammen med musikken. Når det ikke er muligt, så er liveindspilninger en dejlig erstatning. Der er adskillige indspilninger der bærer ikon-lignende status. F.eks er New York klubben Village Vanguard arnested for nogle af de bedste klub-indspilninger der er hørt i jazzen - jeg nævner i flæng Bill Evans, Sonny Rollins og Keith Jarrett. Herhjemme har Montmartre en lignende status, hvor legendariske øjeblikke med f.eks. Ben Webster og Dexter Gordon er blevet indspillet, så de kan nydes igen oog igen af jazzlyttere der ikke var tilstede. Storyville har været på pletten siden Montmartre genåbnede i 2010 og har allerede udgivet flere indspilninger fra jazklubben.

Den nyeste er indspilning fra februar 2016 med trommeslageren Rodney Green i spidsen for en kvartet. Green har tidligere bl.a. optrådt som sideman i Carsten Dahls trio på Montmartre. Green's kvartet er kun med en enkelt dansker, pianisten Jacob Christoffersen, der endnu en gang sætter en tyk streg under, at han herhjemme er piano sideman no. 1. Han spiller med et overskud og en gnist der kun er få forundt. Det er nødvendigt i en kvartet, hvor vibrafonisten Warren Wolf også er med. Det er imponerende hvordan de giver plads til hinanden samtidig med, at de begge er på kogepunktet. Det er Rodney Green der er stjernen og han har også lavet en vaskeægte trommeslagerkapelmesterplade med smæk på. Kvartetten åbner med Chick Corea kompositionen Bud Powell. En passende hyldest til en pianist, der har lavet nogle forrygende live-indspilninger på Montmartre. Repertoiret byder bl.a. også på Monk-klassikerne Well You Needn't og Round Midnight. Det er en dejlig liveplade som Storyville har udgivet.

tirsdag, august 22, 2017

Bog Bodies: Sligo (Migro Records) LP

Bog Bodies er en trio bestående af danske Anders Holst på guitar, Robert Stillman på saxofon og irske Sean Carpio på trommer. Alle tre supplerer desuden med elektronik. Trioen har eksisteret siden 2015 og skaber musik i et spændingsfelt mellem improvisation, komposition, elektronisk og akustisk lyd. 

Deres første LP Sligo tager udgangspunkt i et multimedieprojekt, som de har lavet sammen med den eksperimenterende filmkunstner Benjamin Rowley. Han har skabt nogle filmloops på 16 mm film, der er en integreret del af projektet. Musikken kan sammen med billederne opleves på bandets website. Musikken er i sig selv meget visuel og billedskabende. 

Det er felter af noise og droneflader der smelter sammen med Stillmans saxofon, der har reminiscenser af jazz. Anders Holsts guitar har et spaltet sfærisk præg. Bog Bodies nævner selv så forskellige kunstnere som James Blood Ulmer, Archie Shepp, Supersilent og Sunn O))) blandt deres inspirationskilder. 

Jeg synes at det lyder som industrial jazz. Det er opstået af grønne syredampe, der siver langsomt op fra undergrunden på en forladt og neonoplyst containerhavn i det nordligste Sibirien. Der er en spændt og intens stemning på hele albummet, der på det varmeste kan anbefales til syreresistente (nødvendigt, ellers ætser du op) eksperimentaljazzlyttere. LP udgivelsen inkluderer fire dobbeltsidede tryk fra Rowley’s film.

mandag, august 21, 2017

Lasse Mørck Quartet: Imagining places I’ve never been (Lasse Mørck) LP

Hvis jeg kun skulle anmelde denne plade ud fra pladecoveret alene, så ville roserne komme ret hurtigt. På coveret kan jeg se at 3 af musikerne er fra mit yndlingsjazzensemble Snorre Kirks Quintet. Jeg er med andre ord stærkt forudindtaget. På den anden side er forventningerne også skruet umanerligt meget i vejret. Er det muligt at lave noget i samme lækre klasse som Snorre Kirks musik? Bassisten og manden bag pladen, Lasse Mørck må om nogen vide det, da han har ageret fast mand hos Kirk i flere år. Selv om der er mange ligheder med Snorre Kirks musik, er der ingen tvivl om, at det er Lasse Mørcks projekt.

Tobias Wiklund på trompetens mindre pæne forfader kornetten er på plads og får masser af rum i musikken, da der ikke er noget piano med i kvartetten. Wiklund giver musikken en mindre pæn kant, der er meget klædelig. Snorre Kirk sidder urokkeligt ved trommerne og på saxofon og en smule klarinet er det uforlignelige Jesper Løvdal. 

Musikken er som at tage på en jazzrejse i technicolor. Vi befinder os i en parallelverden med inspiration fra westerns, drønhede ørkener og mexicansk mysticisme. El Conquistador er den sejrende. Prairie Sunset er den ensomme rytter på vej hjem. Danza de Yucatan er mystik og tågede drømme. Afslutningsnummeret Under the coconut tree får temperaturen til at stige. Det er en rejse til steder som Mørck ikke har været. Måske findes stederne heller ikke. Det er ikke så vigtigt. Mørck er med på bassen og rejsen som en tro følgesvend, der viser os til rette. Han viser os en blanding af det kendte og det ukendte. Det er både originalt og personligt. 

Mørcks debutplade er meget overbevisende. Anbefales til mange, men også kritiske jazzlyttere, der gerne orienterer sig mod ældre pre-bebopjazz og ikke gider at høre noget de har hørt før.

søndag, august 20, 2017

Verneri Pohjola: Pekka (Edition) >> Daniel Herskedal: The Roc (Edition)

Halvdelen af udgivelserne der er kommet fra engelske Edition Records i år er med skandinaver i hovedrollerne. Om lidt kommer der et nyt album med Girls in Airports på Edition Records. Inden da sætter jeg fokus på et par meget spændende skandinaviske udgivelser fra dem.

Den finske trompetist Verneri Pohjola’s fader var den legendariske bassist (og multinstrumentalist) Pekka Pohjola, der døde i 2008. Verneri voksede ikke op med sin far, da forældrene blev skilt da han var 2 år. I Verneri’s linernotes på CD’en Pekka skriver han, at han ikke var tæt med sin far, det var nærmere et venskab. Han skriver om hvordan Pekka’s visioner om en komposition var nærmest endegyldig, så der ikke blev ændret på den. Verneri har det lige modsat og lader musikken udvikle sig hen ad vejen. Flere havde gennem årene forsøgt at overtale ham til at spille Pekka’s musik. Det lykkedes i 2016 for Jukka Perko fra festivallen Viapori Jazz. Det er den musik som vi kan høre på albummet. Sammen med nogle stærke finske musikere har Verneri moduleret Pekka’s musik. De har skabt en moderne jazzversion af Pekka’s musik, hvor prog-rocken stadig ånder og spræller.

Fra Norge kommer Daniel Herskedal, der for nogle år siden slog sine folder i København på det rytmiske musikkonservatorium. De senere år har han haft en gruppe sammen med percussionisten Helge Norbakken, pianisten Eyolf Dale, cellisten Svante Henryson og bratschisten Bergmund Waal Skaslien. Daniel Herskedal spiller på tuba. De lavede i 2015 albummet Slow Eastbound Train, der nu følges op med The Roc. Her blander de inspiration fra folkemusik, jazz, klassisk og arabisk musik. Det er lyrisk og meget dynamisk musik, hvor tubaen ofte er det melodi bærende instrument. Det er et spændende og meget originalt album, hvor de enkelte musikere imponerer på forskellig vis. Bl.a. er Norbakken meget sikker i et trommespil, der er stærkt personligt.

lørdag, august 19, 2017

Jakob Davidsen: Silence Trio 1 (ILK)

Pianisten Jakob Davidsen udsender tre forskellige trioplader over de næste tre år. På den første er han sammen med den norske saxofonist Torben Snekkestad og den danske guitarist Hasse Poulsen derer bosat i Frankrig. Det overordnede tema for alle tre plader er sindsro, stringens, genrefrihed og stilhed. 

Når tre så stærke improvisatorer mødes omkring ubunden improvisation er det spændende at høre, hvordan de mødes og hvad de får frem. Sidst jeg anmeldte Torben Snekkestad var i forbindelse med de tre soloplader som han på en gang udsendte sidste år. Her skulle han kun høre efter sig selv. I et triosamarbejde, hvor de tre individers indkapslede momenter skal frigives, opstår der noget andet. Det er lige præcis derfor at albummet Silence Trio 1 bliver så særlig at lytte til. Der kommunikeres gennem musikken, hvor der frigives en intens og brusende energi på meget lavmælt facon. 

Det er ikke uden grund at det velansete magasin NYC Jazz Record i august nummeret har pladen på listen over anbefalede udgivelser.

fredag, august 18, 2017

Hampshire and Foat: Galaxies like grains of sand (Athens of the North)

Hvis du også lyttede til den franske duo Air i slut-90'erne, så vil du uden tvivl føle dig klædt på til mødet med den engelske duo Hampshire & Foat. Ligesom Air har de to musikere også hentet stor inspiration i slut-60'ernes og start-70'ernes lumre jazz. Bag duoen står Greg Foat, der nyder stor respekt for The Greg Foat Group, hvor han siden 2011 har udgivet en række meget interessante albums, hvor han spiller på ældre eksklusive keyboards og trækker på inspiration fra space-age funk og multiinstrumentalisten Warren Hampshire fra indierock gruppen The Bees.

De er gået sammen om et lækkert velourfunket album med plekterbas, akustisk guitar og elpiano. Tempoet er nede i et modus, hvor du sagtens kan læne dig tilbage i Verner Panton stolen, mens du nyder en Dubonnet og spiser saltstænger. Galaxies like grains of sand skriger på at blive afspillet på pladespilleren (måske en Linn Sondek LP 12?). Det er analogt og lækkert som et langhåret tæppe foran pejsen. Alternativt kan det indspilles på bånd og nydes i den orange Ford Capri.